Superstjernen Zlatan Ibrahimovic har altid sagt, at han er ligesom en god vin. Han bliver bedre med årene.

Men svenskeren fylder 40 år i begyndelsen af næste måned, og nu har piben fået en anden lyd. Det indrømmer han i et interview med La Gazzetta dello Sport.

»Da jeg var ung, spillede jeg med små skader som dem, jeg har i dag. Men som årene gik, begyndte jeg at lytte mere og mere til min krop,« siger AC Milan-stjernen og fortsætter:

»Mit hoved afgør 50 procent af de beslutninger, jeg tager på banen. Det er okay, men min krop er ved at blive gammel. Den vil ikke det samme som mit hoved, og det er et problem.«

39-årige Zlatan Ibrahimovic
39-årige Zlatan Ibrahimovic Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Zlatan Ibrahimovic måtte også sidde ude med en skade, da Milan mødte Spezia i Serie A lørdag eftermiddag. Svenskerens holdkammerater vandt med 2-1.

Den mangeårige målmaskine må derfor også erkende, at han ikke er så overmenneskelig, som han troede.

»Jeg er nødt til at tage tingene dag for dag. Langsomt. Og så er jeg måske ikke supermand, når alt kommer til alt.«

Zlatan Ibrahimovic tilføjer, at han lader tingene tage sin tid, fordi han ønsker at kunne spille konstant uden at blive afbrudt af skader.

Superstjernen fik nemlig spoleret meget af sidste sæson grundet skader. Han spillede således kun 19 ud af 38 Serie A-kampe med 15 mål til følge.

Der er på nuværende tidspunkt ikke sat dato på, hvornår Zlatan Ibrahimovic kan vende tilbage til fodboldbanen.