Hvad har Nicklas Bendtner og Kasper Fisker til fælles?

Først og fremmest har de begge tjent deres penge ved at spille fodbold. Men nu kan de begge skrive under på, at de også har deres eget tv-program.

Kasper Fiskers kone, Stefanie Fisker, afslører nemlig på Instagram, at der kommer et tv-program om deres lille familie.

Serien kommer til at hedde 'Familien Fisker' og får premiere på Viaplay søndag.

I opslaget er der en trailer for programmet, mens Stefanie skriver følgende:

»Nå, men kan I huske det med de der hemmeligheder, vi har gået og holdt på? Den ene kan vi afsløre nu! Vi har haft en ret turbulent sommer, hvor vores fremtid og liv på mange måder blev kastet op luften, og hvor vi ikke anede, hvor og hvordan det hele ville lande.«

Kasper Fisker gik en usikker fremtid i møde, da hans kontrakt med Brøndby udløb denne sommer. Klubben valgte ikke at forlænge kontrakten, og derfor måtte Kasper Fisker se sig om efter en ny klub.

Han har nu taget et skridt ned ad stigen, da han har fået en kontrakt hos Fremad Amager, der holder til i 1. division.

Stefanie Fisker har en stor følgerskare på Instagram, hvor over 50.000 følger med. Hun laver blandt andre podcasts og er forfatter til en kogebog.

»Vi har ikke lukket jer så meget ind i, hvordan vi egentlig har haft det, og hvordan det har været for vores lille, voksende familie. Men det gør vi nu i vores eget tv-program 'Familien Fisker', som har fulgt os gennem det hele,« skriver Stefanie.

Parret har allerede to børn, men et tredje er i vente. I programmet løftes sløret for, om det bliver en dreng eller en pige:

»Fra på søndag kan du se det hele på Viaplay, hvor den anden hemmelighed – om Elva og Baldur skal have en lillesøster eller lillebror – også bliver afsløret.«