Den tidligere danske landsholdsmålmand Thomas Sørensen har planer om at prøve sig selv af som fodboldtræner. Inden skal han dog med sit eget velgørenhedsprojekt cykle mere end 3.500 kilometer gennem Australien til fordel for syge børn i både Danmark og landet down-under.
Du husker ham uden tvivl. Høj, selvsikker og rolig. Manden mellem stængerne på det danske landshold gennem 14 år. Thomas Sørensen. Før stod den - udover landsholdskampe - blandt andet på kampe for Sunderland, Aston Villa og Stoke City i den engelske Premier League, og tilbage i juli sidste år meddelte den nu 41-årige målmand så sit karrierestop efter to år i klubben Melbourne City.
I dag er han blevet hængende i den australske by Melbourne sammen med sin hustru og deres to børn. Men selvom han får nydt den bagende sol, så er der ikke tid til dase den på liggestolen. I den nærmeste fremtid skal han nemlig på skolebæken, hvor den tidligere danske målmand ønsker at prøve sig af som fodboldtræner.
»Min planer på kort sigt er, at jeg gerne vil tage noget træneruddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det, og så må vi se, hvor tingene blæser hen - det ved man jo aldrig.«
Læs også: Landsholdslegende bekræfter: Jeg skal kommentere Danmarks kampe til VM
Thomas Sørensen tror på, at han har, hvad der skal til for at blive træner. Og selvom det ikke har været en drøm gennem mange år, så er det en rolle, han godt kan se sig selv i.
»Jeg synes, det kunne være spændende at være træner, fordi man som fodboldspiller altid gik op og ned ad en masse ting, og man måske altid selv har haft en mening om, hvad træneren gjorde. Derfor kunne det være spændende selv at stå med ansvaret og føre sine egne idéer ud i livet. Det kunne være utrolig fedt at prøve og kunne også være en mulig fremtid,« fortæller målmanden, der spillede hele 101 kampe på det danske A-landshold.
Siden sit stop har Thomas Sørensen ikke helt sluppet fodbolden. Han er i dag mentor et par gange om ugen for unge børn i sin gamle klub Melbourne City og har også hjulpet australsk tv i forbindelse med den hjemlige liga. Alligevel har han forsøgt at tage lidt afstand til det, der har været hans liv gennem 23 år.
»Det har da efterladt et tomrum, efter jeg stoppede, men min bevidste beslutning var at tage lidt afstand til fodbold på den korte bane og i stedet være med til at komme på ferier og bruge mere tid på aktiviteter med børnene. Og så selvfølgelig bruge kræfter på mit velgørenhedsarbejde.«
Ambitiøst mål
Efter sit stop er tiden derfor gået med meget andet end fodbold, og han har særligt brugt adskillige timer på velgørenhedsprojektet, ‘Ride for Kids’, der er kommet i stand i samarbejde med velgørenhedsorganisationerne Kids Aid i Danmark og Starlight i Australien. Her er målet at samle penge ind til syge børn i de to lande, mens Thomas Sørensen og resten af holdet cykler mere end 3.500. kilometer gennem Australien.
Det er Thomas Sørensen selv, der har stået for det meste af planlægningen. Han mener, det er et vigtigt projekt, og det er også derfor, han har lagt så mange kræfter i det.
»Jeg er i en situation, hvor jeg gerne vil og har overskud til at give noget tilbage. Jeg synes, det er fedt at kunne gøre det for børnene, men det er også en fed fornemmelse selv at kunne lægge et stort stykke arbejde og så kunne se, at der er rigtig mange børn, der drager fordel af det. Jeg brænder for det, og jeg synes, det er vigtigt. Det er børnene, der er fremtiden, og det er synd for dem, når de i en så tidlig alder har det svært og skal håndtere nogle ting, som er så fjerne for os med eksempelvis døden.«

Det er ikke første gang, at Thomas Sørensen træder i cykeltøjet. Tilbage i 2015 cyklede han tværs gennem USA for samme formål, men denne gang er det alligevel lidt anderledes. Her er der nemlig lagt ekstra kræfter og timer i det, og det har også været nemmere at få lokalsamfundet, medier og sponsorer til, fordi han bor i landet. Ambitionen er derfor at få samlet 750.00 kroner ind. Et ambitiøst mål, som han dog tror på.
»Jeg håber da at nå det. Det er jo altid svært, men det synes jeg absolut er realistisk. Vi er allerede godt på vej, og lad os se, om vi ikke kan nå det. Vi er ikke startet på cyklen endnu, så der skal nok ryge lidt i kassen hen ad vejen,« siger han med optimisme i stemmen og fortæller, at der indtil videre er samlet 270.000 kroner ind.
Onsdag triller han så ud på de første kilometer af turen, der slutter den 1. april. Et års træning og arbejde kulminerer, når han den næste måned skal træde rundt i pedalerne gennem det, der nu er hans nuværende hjem.
»Det er utrolig spændende. Det er fedt, at man står her, og der er lige om lidt. Man har planlagt, trænet, og jeg ved ikke hvad i et år, men det er også overvældende. Man håber, det går godt, og der er også lidt nervøsitet. Jeg krydser fingre for, at der ikke sker nogle uheld på vejen, så der er da også lidt sommerfugle i maven, inden vi rigtig kommer i gang.«


