Der er flere store ændringer i vente i verdens største klubturnering, Champions League, efter sommerferien.

Det meldte UEFA ud i går.

Ændringerne i strukturen betyder, at hele 26 ud af 32 pladser i næste sæson vil være besat af hold fra primært de fire største ligaer, hvilket betyder, at der kun vil være seks pladser at kæmpe om for de øvrige mandskaber. For de kommende danske mestre fra Danmark vil der kun fire pladser at spille om i konkurrence med 34 hold.

Denne markante ændring stiller Ståle Solbakken sig uforstående over for.

Ståle Solbakken stiller sig uforstående over for den udvikling, CL har gennemgået. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Ståle Solbakken stiller sig uforstående over for den udvikling, CL har gennemgået. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Liselotte Sabroe

»Forskellen mellem de bedste og næstbedste hold bliver bare større og større, men man skal sørge for, at konkurrencen fortsat er der for de mindre nationer. Vi er jo ikke glade for det, os som er outsidere. Det er ikke rart at vide, at alt skal klappe for at vi skal lykkes, mens nåleøjet bare bliver mindre og mindre,« siger FC København-træneren til den norske avis VG, og hamrer sin ærgrelse fast:

»Jeg tror, at det er farligt at gøre vejen længere for de små nationer, så det kun bliver for eliten. Men det er den vej, det peger, og det er sådan, det er gået hele vejen.«

Når næste sæsons Champions League starter, vil de fire øverste hold fra de fire store ligaer - England, Spanien, Italien og Tyskland - automatisk være med i gruppespillet. Det samme vil de to bedste hold fra Frankrig og Rusland, samt mestrene fra Portugal, Ukraine, Belgien og Tyrkiet. Herudover er der en plads til den forsvarende CL-mester samt vinderen af Europa League.

Det er stor en ændring i forhold til den igangværende sæson, hvor der har været 10 pladser i spil gennem kvalifikationssystemet. Her har nummer fire i de fire store ligaer eksempelvis skullet gennem den sidste playoffrunde for at komme ind i det forjættede CL-land.

Den kommende danske mester kommer i den nye sæson ind i den såkaldte ’Champions Route’ for lande, som er rangeret fra nummer 11 og nedefter. Her skal 34 hold kæmpe om fire pladser over hele fire runder.

Ståle Solbakkens FCK-mandskab røg ud af CL-playoffrunden mod FK Qarabag i denne sæson. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Ståle Solbakkens FCK-mandskab røg ud af CL-playoffrunden mod FK Qarabag i denne sæson. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Liselotte Sabroe

De to sidste pladser til gruppespillet bliver fundet gennem den såkaldte ’League Route’, hvor holdene som er endt på tredjepladsen i de ligaer, der er nummer syv til 15 på koefficientlisten.

Danmark er pt. nummer 18 på den liste.

Foruden ændringerne i kvalifikationssystemet, så er der en ændring i kickoff-tidspunkterne. Fremover vil der være to kamptidspunkter pr. kampdag: klokken 18.55 og 21.00 modsat i de forgangne mange år, hvor spilletidspunktet har heddet 20.45.