Kasper Hjulmand sidder tungt på posten som Danmarks landstræner, og han skal ikke nogen vegne lige foreløbig, lyder det.

Men hvis den populære fodboldtræner en dag bliver fristet af et andet job i udlandet, så bliver DBU trods alt nødt til at finde en afløser.

Og her kunne et godt bud på én af dem, der nok ville stå højt på unionens liste, være den danske succestræner Thomas Frank, som har skabt et større fodboldeventyr i England.

»Jeg har et rigtig godt job, men enhver dansk træner med respekt for sig selv synes, det kunne være sjovt, hvis man fik den mulighed,« forklarer den 48-årige Brentford-træner tirsdag på en presseseance for danske medier og tilføjer:

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Jeg har dog en kontrakt til 2023, og jeg er sindssygt glad for at være her. Klubben betyder meget for mig, og jeg har et godt samarbejde med alle ledere, ejere, fans og alle andre her.«

Han slår desuden fast, at hvis det overhovedet skulle komme på tale en dag, så ligger det langt ude i fremtiden:

»Der er jo tusind ting, der skal ske, og lige nu er jeg glad for at være i Brentford. Kasper gør også et fremragende stykke arbejde, og han er min gode ven, så jeg ønsker ham alt det bedste.«

Men er landstrænerjobbet noget, du drømmer om?

»Det er nok at gå for langt. Måske på et tidspunkt. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden. Det kan gå tre veje: Op, ned, eller jeg kan blive på det samme niveau. Men lige nu er det ret sjovt i hvert fald.«

Den tidligere U17-landstræner har ført den lille London-klub til en øjeblikkelig syvendeplads i Premier League, og derfor er interessen for den danske træner da også steget markant.

Flere engelske medier har endda skrevet om en konkret interesse fra store klubber i England, som har gjort Thomas Frank til en ombejlet herre.

»Jeg har hørt rygterne om, at Arsenal og Manchester United skulle have været interesserede, men det er jo bare rygter, og det er da meget sødt. Men én ting er rygter, noget andet er jo, hvis de reelt set kontakter mig. Så må vi tage den dér,« forklarer han.

Thomas Frank og Brentford har på overraskende vis hentet 12 point i syv kampe siden sommerens oprykning til landets bedste række.