Større, vildere og bedre.

Sådan beskriver danske Thomas Frank sin tilværelse i den engelske Championship-klub Brentford, som han det seneste år har kunnet kalde sig manager for.

Efter knap to år som assistenttræner i klubben vendte han i oktober sidste år tilbage i den rolle, han finder sig bedst tilpas i. Nu ser han tilbage på et år, der adskiller sig markant fra tidligere tider.

»Jeg savnede det, da jeg var assistent. Det med at kunne tage den sidste beslutning. Det er rart at være der nu, og det er også i den rolle, jeg føler, jeg hører til. Der var mange gode ting ved at være assistent, men jeg kunne mærke, at tiden var kommet,« fortæller Thomas Frank til B.T.

Selv kalder han klubben og sin dagligdag for »fantastisk«, og begejstringen for at kunne se tilbage på et år som cheftræner for første gang, siden han i marts 2016 sagde stop i Brøndby, er stor.

Efter et år i Brentford er det nu også blevet tydeligt for ham, hvordan jobbet i verdens sjettestørste liga målt på tilskuere og økonomi adskiller sig fra tiden i Brøndby.

»Nogle gange er man med til at skrive sin egen historie og så præstere noget, der gør, at forventningerne stiger endnu mere. Andre gange er man et sted, hvor der er så stor en historie, at forventningerne bliver til noget, som der var engang for alt for længe siden. Det kan blive urealistiske forventninger,« siger han og fortsætter:

»Sådan var det i Brøndby. Her i Brentford er jeg med til at skabe nye forventninger, hvor man i Brøndby stod et sted, hvor forventninger var blevet skabt af noget historie, der var engang, og som man gerne ville tilbage til. Begge dele er en udfordring.«

Den tidligere Brøndby-træner sætter i et interview med B.T. ord på sit første år som manager for Championship-klubben Brentford.
Den tidligere Brøndby-træner sætter i et interview med B.T. ord på sit første år som manager for Championship-klubben Brentford. Foto: ADAM HOLT
Vis mere

Alligevel er der høje forventninger i Brentford. Og når man befinder sig i en liga, hvor nærmest alle hold har drømme og ambitioner om at blande sig i top seks, er det ikke altid lige nemt.

De mange fans og fyldte stadions resulterer altid i et stort pres på en cheftræner, og det har også været tilfældet for Thomas Frank. For det seneste år har budt på både op- og nedture for Brentford, og når resultaterne ikke er der, peger pilen hurtigt på træneren som syndebukken.

»Jeg er ikke på nogle sociale medier, så jeg læser ikke noget om, hvorvidt de kan lide mig eller ikke kan lide mig. Jeg mærker altså ikke den voldsomme kritik, som nogen måske kommer med. Men da vi havde den første dårlige periode, og vi tabte otte ud af ti kampe, så kom man i modvind. Men det er lige så meget mine egne ambitioner og det pres, man lægger på sig selv, der fylder,« forklarer han.

Faktisk koncentrerer Thomas Frank sig kun om det, han kan gøre noget ved. Alt rundt om forsøger han at ignorere.

»Fodbold er jo øjebliksbilleder. Både når det går godt, og når det går skidt. Nu har vi vundet tre kampe i træk, og det er helt fantastisk, og så er alle lige pludselig positive. Alle er dygtige. Men vi var vel lige så dygtige for seks kampe siden,« siger Thomas Frank.

»Jeg mærker ikke det pres udefra, men jeg tror, at dem, der vælger at gå på sociale medier, godt kan føle et vist pres. Det er helt op til folk selv, men jeg har aldrig været det, og jeg kan ikke forestille mig, at det er godt.«

Det betyder også, at Thomas Frank nyder sin tilværelse i klubben så meget, at han ikke gør sig de mindste tanker om fremtiden. For nu handler det om at udvikle truppen og sig selv som træner i den næstbedste engelske række.

Brentford ligger i øjeblikket nummer 12 ud af 24 hold i den engelske Championship.