Et eventyr, der sluttede, inden det rigtigt kom i gang.
Christian Nørgaard fik sidste sommer opfyldt en drengedrøm, da den store klub Fiorentina tog pengepungen med de mange millioner frem og lagde 26 af de lange for hente den danske midtbanespiller.
Alt tegnede positivt som den lilla farve, Christian Nørgaard skrev under på at tilbringe fire år i en eftertragtet by og skulle 'blot' fortsætte den to år lange stime i Superligaen, der fik landstræner Åge Hareide til at holde et særdeles godt øje med ham.
Nørgaard tog direkte fra Københavns Lufthavn og ind i startopstillingen i alle testkampe på Fiorentinas stærke mandskab, men så ramte virkeligheden.
»Det kom lidt som et chok for mig, at jeg ikke skulle starte inde i den første Serie A-kamp efter de mange testkampe, vi vandt. Jeg fik alligevel 36 minutter i premieren, og vi fik de tre point, så jeg var egentlig ved godt mod.«
»Men så kom der en periode på 14 kampe, hvor jeg slet ikke fik spilletid. Jeg havde lige været igennem en god sæson med Brøndby og havde en fin opstart, så den række af kampe uden spilletid gjorde ondt,« siger Christian Nørgaard, der ankom til Italien med en sølvmedalje i Superligaen og en triumf i DBU Pokalen i bagagen.
Trods to sæsoner i rap med en stigende formkurve og profilering af sig selv kom det helt ud af det blå, at Christian Nørgaard sidste sommer ville forlade Brøndby til fordel for Serie A.
Halvandet år forinden havde han under stor bevågenhed forlænget sin kontrakt med de blågule, og daværende cheftræner Alexander Zorniger lagde over for B.T. ikke skjul på, at han var stærkt utilfreds med at sælge Nørgaard, og tyskeren gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at forhindre transferen.
»Jeg havde ikke behov for at komme væk fra Brøndby, for jeg elskede at være i den klub, og selv om det afsluttede, som det gjorde (guldet røg i Horsens, red.), var det stadig den vildeste sæson i mit liv.«
»Men jeg havde også en form for følelse af, at det var et godt tidspunkt at skifte på efter den sæson. Der er ikke nogen garantier i fodbold, og det kunne være, at den næste sæson desværre blev, som den blev for Brøndby, og så var mulighederne for at komme til udlandet måske mere begrænsede.«
»Jeg vidste, at store tilbud fra Fiorentina ikke er noget, der hænger på træerne, og jeg greb godt nok ikke chancen, men jeg tog chancen i forsøget på at gribe den. Det vil jeg aldrig fortryde,« forklarer Christian Nørgaard og kommer nærmere ind på, at opholdet i det italienske ikke blev som forventet.
Seks kampe i Serie A blev det til.
»Jeg er typen, der vil sige, at jeg ikke gjorde det godt nok. Så er den egentlig lukket dér,« siger han koncist i et forsøg på udelukkende at kigge indad i et svar om det mislykkede ophold i Fiorentina.
Dykker man lidt ned i årsagerne, åbner Christian Nørgaard for, at træner Stefano Piolis intention om at være dér for danskeren fik den modsatte effekt.
»Jeg hader egentlig at være fuld af undskyldninger. Jeg følte, at træneren godt kunne lide mig, men han havde ikke den store tillid til mig. Han var god til at bygge mig op, når jeg skulle starte inde, men så skulle han hele tiden minde mig om, at jeg ikke skulle være urolig, og det havde lidt den modsatte effekt, fordi jeg kunne mærke, at han var nervøs for at spille med mig.«
Første gang, Christian Nørgaard fik lov at starte inde, var i december. La Viola havde ikke vundet i otte kampe.
I den kamp spiller han 75 minutter, og holdet vinder 3-1 over Empoli. Alligevel sidder han ude i det næste opgør mod Milan, men så giver en karantæne en åbning på holdet til kampen mod Genoa, og lige hér tror Nørgaard, at den endelig er dér.
Han tager fejl.
»Jeg får 90 minutter og spiller en rigtig, rigtig god kamp. Pressen, fansene og alle omkring klubben syntes, det var helt fantastisk, og mente, at jeg nu ville være den fremtidige 6'er efter julepausen.«
»Alt går igen rigtig godt i testkampene, men så ryger jeg på bænken igen. Lige så snart, jeg fik en god følelse, fik jeg gok på gok i nødden. Hver gang, jeg oplevede lidt fremgang, kom jeg ned igen,« pointerer Nørgaard, som i desperationens jagt på at slå igennem i Fiorentina gik syg på banen mod Chievo i den anden kamp i 2019.
Pladsen var ledig grundet endnu en karantæne, og den skulle gribes, koste hvad det ville.
»Jeg havde selv haft en lorteuge med influenza, men jeg gad ikke melde mig syg, fordi jeg vidste, at der var en stor chance for, at jeg kunne spille, så jeg ville hellere prøve at spille en mirakelkamp med en dårlig følelse end at sige nej og risikere at vente fem kampe mere for at få en ny chance. Vi var foran 2-1 ved pausen, og træneren valgte at tage mig ud, fordi han ikke syntes, at jeg gjorde det godt nok. Det blev en ond cirkel.«
I april siger Pioli så op og bliver afløst af Vincenzo Montella, men den nye træner giver kun et indhop på seks minutter til Nørgaard, og efterfølgende bliver midtbanespillerens skæbne i Fiorentina beseglet på sportsdirektør Pantaleo Corvinos kontor.
»Han sagde, at de gerne ville sælge mig. Jeg spurgte, hvordan det ville stille mig, hvis jeg blev og kæmpede for min chance, men Corvino sagde tydeligt, at der ville være langt til spilletid i næste sæson igen. Så det var, som om de tog valget for mig. Det gjorde også valget nemmere for mig, så det var ikke mig, der opgav Fiorentina, det var Fiorentina, der opgav mig, og jeg ville ikke kukkelure i en sæson mere.«
Redningen blev en gammel kending.
Christian Nørgaards tidligere træner i Brøndby-tiden Thomas Frank fik sammen med sportsdirektør Rasmus Ankersen efter flere forsøg overtalt den 25-årige spiller til at rykke til England og danskerklubben Brentford, som har ambitioner om Premier League.
I Brentford har Nørgaard spillet stort set alle minutter bortset fra de to første kampe, hvor han havde en lille skade.
»I første omgang sagde jeg nej til Brentford flere gange, fordi jeg jo gerne ville prøve at kæmpe mig på holdet i Fiorentina, men efter flere ihærdige forsøg på at få mig kom jeg over og så det hele an, og det overbeviste mig,« bedyrer Nørgaard, der denne sommer også blev akkompagneret af en anden dansk profil i Mathias Jensen fra Celta Vigo.
»Uden at det skal lyde uambitiøst, er det ikke en dårlig ting at spille Championship. Lad os sige, at jeg har spillet i Championship i fem år eller seks år og så tager hjem til Brøndby – det, synes jeg ikke, er dårligt, fordi denne her liga bare er så stærk og undervurderet,« beretter Nørgaard, som kan mærke en meget større glæde i Brentford kontra Fiorentina.
I England har han ud over Thomas Frank og Mathias Jensen selskab af et hav af danskere, heriblandt Rasmus Ankersen (sportsdirektør), Brian Riemer (i trænerteamet), Henrik Dalsgaard, Mads Bech Sørensen og Luca Racic.
»Jeg var kommet herover, om der så kun havde været én dansker. Folk er så venlige, og sproget er så nemt for os skandinaver, og det er bare så rart i forhold til det, jeg kom fra i Italien, hvor jeg på grund af det manglende sprog gik forvirret rundt konstant, men hér har jeg fra dag ét kunnet snakke med folk over maden. I Italien sad jeg bare i 20 minutter og spiste for mig selv hver eneste dag i det første halve år, fordi der kun var to-tre stykker, der kunne snakke engelsk.«
»Jeg tror, at når jeg mærker efter inde under huden, så var det også en af grundene til, at jeg måske gerne ville væk fra Fiorentina, for i forhold til det sociale var det bare mangelfuldt, og jeg kan godt lide at snakke med mennesker, og når det fungerer, og mit humør bliver bedre, spiller jeg også bedre,« bemærker Nørgaard, der strengt taget først blev en stor succes i Brøndby, da Thomas Frank ikke længere var dér, og Alexander Zorniger kom til.
Nørgaard slår dog fast, at situationerne ikke kan sammenlignes.
»Jeg er et andet sted i mit liv og min karriere, end jeg var dengang. Det er Thomas egentlig også, og min gode udvikling er også hans fortjeneste. Han gav mig så mange kampe i Brøndby og blev ved med at tro på mig, så det var ikke hans skyld, at jeg først blomstrede op senere, men mig, der ikke var klar eller dygtig nok. Det er ikke sådan, at jeg former mig til den gamle Nørgaard, fordi jeg kommer til at være under Thomas igen. Det er heller ikke den spiller, Brentford har købt. De har købt mig for den spiller, jeg var i de sidste to år i Brøndby. Jeg kan være lige så dominerende, som jeg var dér, og det har jeg også allerede vist.«
Christian Nørgaard, Thomas Frank og de andre i Brentford har vundet de sidste to kampe i Championship og bevæger sig stille og roligt mod toppen af rækken.
Mandag kan de tage tre i streg med en udekamp mod Queens Park Rangers i et nyt og mere succesfyldt eventyr for Nørgaard.
