Thomas Frank er en glad mand, efter han tirsdag aften blev præsenteret som ny manager i den engelske Championship-klub Brentford FC.

»Jeg er både enormt stolt og glad over, at jeg har fået chancen. Det er ikke så mange danske cheftrænere, vi er derude,« siger den tidligere Brøndby-træner til B.T. og fortsætter:

»Det er en rigtig god følelse, fordi det er ikke nogen hemmelighed, at efter jeg stoppede i Brøndby, så var det en stor ambition at blive cheftræner igen. Jeg havde også en stor ambition om at komme ud og opleve en anden del af verden - både for min karriere og for min families skyld,« siger Thomas Frank, der har fungeret som midlertidig cheftræner, siden Dean Smith i sidste uge skiftede til Aston Villa.

Thomas Frank kom til Brentford tilbage i december 2016, og er efter små to år blevet forfremmet. Noget som han også håbede var en mulighed, da den nu tidligere cheftræner forlod klubben.

»Da muligheden poppede op, så håbede jeg da, at jeg havde en god chance for at tage skridtet op i og med, at jeg ved, hvordan klubben tænker. Man vil gerne bygge tingene op lidt indefra og forhåbentlig lade folk træde et skridt op ad stigen, hvis man gjort det godt nok. Og det var heldigvis tilfældet,« fortæller han.

Den nu 45-årige træner glæder sig også over at kunne overtage jobbet i en klub, som han i forvejen kender ud og ind.

»Det er super fedt. Jeg skal være cheftræner i en klub, som jeg har været i i to år. Jeg kender hele staben, jeg kender alle spillerne, jeg kender hele den sportslige ledelse. Jeg ved, hvordan de tænker, og de ved, hvordan jeg tænker. Så forhåbentlig er det et perfekt match, og jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang,« siger han.

»Jeg tror faktisk ikke selv, jeg er klar over, hvor stor en ting det er, før det går op for én for alvor. Det her er en kæmpe liga i hele Europa, og til sidste kamp mod Leeds var der jo omkring 45.000 tilskuere. Det er jo helt vildt.«

Thomas Frank var cheftræner i Brøndby fra 2013 til 2016.
Thomas Frank var cheftræner i Brøndby fra 2013 til 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Brentford er i øjeblikket placeret på en syvendeplads i den næstbedste engelske række, men har efter 12 kampe blot et enkelt point op til sjettepladsen, der giver adgang til playoff-kampene om oprykning til Premier League.

Og Thomas Frank håber da også, at klubben kan blande sig i det selskab.

»Jeg har en kæmpe ambition om at blive ved med at udvikle klubben, som klubben er blevet udviklet de sidste mange år. Forhåbentlig kan vi blande os omkring top seks, så vi kan spille med om oprykning. Det vil jeg ikke have noget imod,« fortæller den nyudnævnte manager.

Lørdag bliver så første gang siden den 6. marts 2016, at Thomas Frank kan træde ind på banen som cheftræner.

Det sker klokken 16.00, når Brentford FC hjemme tager imod Bristol City.