Torsdag havde Thomas Frank første pressemøde som manager i Brentford.

Og som det hører sig til, når en ny manager præsenteres i England, var der smil på alles læber. De engelske journalister var tilmed gået sammen om at købe den 45-årige dansker en halv meter wienerstang som velkomstgave.

Den nyslåede manager var da også i godt humør, da han fortalte om, hvordan han mener, at Brentford har potentialet til at være med helt i toppen af The Championship. Det med en skjult stikpille til sin Brøndby-tid.

»Jeg mener, at en af vores største styrker er, at vi har en klar strategi. Den anden ting, som er sjælden i fodbold, er, at de, der har magten, tager rolige, velovervejede og gode beslutninger. Det er meget svært i fodbold,« sagde Thomas Frank. Herunder kan du se øjeblikket, hvor Thomas Frank får sin gave:

Han regner da også med, at han som frontfigur for klubben kan føre den i én retning, fremad.

»Fordi vi har den ro og kloghed i klubben, har vi en god mulighed for at forbedre os og nå det næste niveau så snart som muligt. Hvis alle afdelinger i klubben gør lidt ekstra hver dag, får vi mulighed for netop det,« siger han.

Som B.T. Sport kunne afsløre, blev Thomas Frank tirsdag præsenteret som ny manager i klubben, og siden har danskeren kaldt det ’det perfekte job’.

»Jeg er i en meget privilegeret position, fordi jeg kender hele staben, alle spillere, sportsdirektøren, ejerne – og så kender de mig,« siger Thomas Frank.