Han fungerer lige nu som midlertidig cheftræner. Men senere tirsdag bliver Thomas Frank præsenteret som fast manager for Brentford FC.

Det fortæller kilder til B.T. Sport.

Og det er en mand, der passer perfekt til jobbet, siger Sky Sports nyhedsredaktør Lyall Thomas.

»Thomas Frank er en stærk kandidat. Han er vellidt og velanset i klubben, han kender strukturerne og så er han en populær figur i omklædningsrummet,« siger Lyall Thomas til B.T. Sport.

Thomas Frank kommer til at overtage managerjobbet fra Dean Smith, der i sidste uge skiftede til Aston Villa fra samme liga.

»Brentford har brugt tiden på at snakke med andre potentielle managere, der har kunnet bidrage til det, Thomas Frank og Dean Smith har skabt. Hvis der var en, der kunne bidrage med yderligere end det, ville de ansætte ham,« siger Lyall Thomas.

Alligevel er valget altså faldet på den danske træner, der har været i klubben siden december 2016. Dengang kom Thomas Frank til klubben efter en turbulent periode i Brøndby.

Her sagde han i marts 2016 op som følge af Oscar-sagen. Her havde Brøndby-bossen Jan Bech Andersen under aliasset ’Oscar’ kritiseret Thomas Frank og den tidligere sportschef Per Rud. Her blev Thomas Frank kaldt 'en træner, der aldrig havde trænet et seniorhold' og inkompetent.

Den 45-årige dansker nåede at være cheftræner i Brøndby i to og et halvt år. Derfor er det også begrænset, hvor meget erfaring Thomas Frank reelt har. Men selvom han ikke har store meritter på CV’et, er det altså ikke noget, der afholder ham fra at blive præsenteret som ny mand i front.

Det løftede Brentfords danske sportsdirektør Rasmus Ankersen også sløret for til et fanmøde i torsdags.

»Vi er meget åbne (overfor valget af en ny træner, red), og det behøver ikke være en, der har meget Championship-erfaring. Det vigtigste er, at vi kan se den person passe ind i vores struktur, og at den person tror på projektet og er i stand til at udføre den strategi, vi har«.

Klubbens mand
Siden Thomas Frank skrev under med Brentford FC i december 2016, har han ifølge Rasmus Ankersen ’bibragt præcis det, Brentford håbede, han ville’.

Det er specielt fokusset på de små detaljer i spillet, og hans bidrag til en tydelig spillestil, han bliver rost for. Noget, der har gjort, at man har spillet sig længere og længere op i tabellen, hvor man nu er én plads fra de eftertragtede play-off-pladser, der giver mulighed for oprykning til Premier League.

Derfor var det også en naturlig udvikling, at han i februar i år kunne forlænge sin kontrakt, så den for nuværende løber frem til sommeren 2020. Her skulle han efter planen være med til at føre klubben i Premier League. Det bliver nu som manager.

B.T. Sport ville gerne have snakket med Thomas Frank om hans nye rolle som manager. Det har dog ikke været muligt.

Således siger Brentfords pressechef Chris Wickham, at ingen fra staben står til rådighed for interviews, før den nye manager er præsenteret. Men det står nu altså klart, at det bliver danske Thomas Frank, der kan kalde sig ny manager i den engelske klub.