Skulle England vinde VM, må det engelske landshold kigge langt efter kongelige eller ministre fra Storbritannien i æreslogen. De tager nemlig ikke til Rusland, hvor sommerens VM-slutrunde skal spilles.

Det bekræfter Storbritanniens premierminister, Theresa May, ifølge espn.com

Det betyder, at dronning Elizabeth ikke tager til Rusland i sommer, og det gør for eksempel prins William, der har status som præsident for det engelske fodboldforbund (FA), heller ikke. Desuden må alle ministrene i regeringen også vinke langt efter en tur til Rusland.

Årsagen er giftangrebet 4. marts i Salisbury i det sydvestlige England, hvor den tidligere russiske dobbeltagent, Sergej Skripal, og hans datter, Julia, er blevet forgiftet med en nervegift. Begge kæmper for deres liv og førlighed.

Theresa May har udtalt, at Rusland med 'stor sandsynlighed' står bag angrebet. Rusland benægter at have haft noget med forgiftningen at gøre.

Ikke desto mindre har Storbritannien indført en række sanktioner mod Rusland - bl.a. har 23 russiske diplomater fået besked på, at de har en uge til at forlade dronningeriget.

LÆS OGSÅ: Rasende over VM-beslutning: Det er fuldstændig chokerende og uhyrligt

Nu rammer sanktionerne altså også VM i fodbold, som er et stort prestigeprojekt for Rusland.

England er i indledende pulje med Tunesien, Panama og Belgien. Landets bedste resultat ved et VM er fremdeles guldmedaljerne i 1966, hvor England selv var værter.