Onsdag aften var Napoli krammenes mekka, efter byens hold leverede sensationen.

Gennaro Gattusos drenge gjorde det uventede og besejrede rivalerne fra Juventus i Coppa Italia-finalen, men det historiske resultat medførte også historiske scener.

Bare ikke på den gode måde.

For hundredevis af mennesker fejrede sejren i Napolis gader, og det har fået den italienske vicedirektør for World Health Organization (WHO) Ranieri Guerra til at råbe op.

Napoli-fans fejrer sejren over Juventus i Coppa Italia-finalen.
Napoli-fans fejrer sejren over Juventus i Coppa Italia-finalen. CIRO FUSCO

»Vi har ikke råd til sådan noget i øjeblikket. Heldigvis skete det i Napoli, hvor guvernøren og borgmesteren har lagt strenge restriktioner, og hvor udbruddet af virussen er lavere end i andre områder,« siger han til Rai 3 ifølge avisen Corriere dello Sport.

Det var holdets første titel siden 2014, men i år måtte publikum ikke være på stadion, ligesom det kun var tilladt at fejre det i mindre grupper.

Men det så syditalienerne stort på.

De samledes altså i stor udstrækning i gaderne, hvor triumfen blev fejret, som var det før corona. Med dans, med fest og farver.

CIRO FUSCO

»Det gør ondt at se de billeder, når vi tænker på det udbrud, vi så i Atalantas kamp i begyndelsen af epidemien i Lombardiet. Jeg ønsker ikke, at det skal ske igen,« siger Ranieri Guerra.

Han henviser til Champions League-ottendedelsfinalen mellem Atalanta og Valencia i februar, der sidenhen blev kaldt for en 'biologisk bombe', fordi Bergamo (hvorfra Atalanta kommer) blev epicenter for smitten i Italien. Også kampen mellem Atlético Madrid og Liverpool har fået kritik for at blive afviklet.

Italien er et af de hårdest ramte lande i Europa i forhold til corona-virus, hvor mere end 34.000 har mistet livet.

Napoli vandt cup-finalen mod Juventus efter straffesparkskonkurrence, efter at at den ordinære kamp var endt uden scoringer.

CIRO FUSCO
CARLO HERMANN
CIRO FUSCO