Det har været flere år undervejs, men nu kan tv-værten Signe Vadgaard og hendes kone Cathrine Gjørtsvang Vadgaard løfte sløret for, at projektet ser ud til at lykkedes.

Den 37-årige tv-vært er nemlig gravid.

Nyheden deler hun på det sociale medie Instagram.

»Jeg vil godt medgive, at jeg har været noget sløv på Instagram de sidste... mange måneder. Men jeg har en ret god undskyldning, synes jeg selv,« skriver Signe Vadgaard.

»Jeg har haft travlt med at gro et menneske. At komme hertil har - som for så mange andre par - været et langt projekt på flere år, der nu endelig ser ud til at lykkes. Det er vi skide hamrende lykkelige over, og vi glæder os ustyrligt meget til at byde det lille ny menneske velkommen til oktober.«

Signe Vadgaard er en del af Premier League-dækningen på Xee-kanalen, hvor hun er vært, og det var også planen, at hun skulle være en del af EM-dækningen, inden slutrunden blev udskudt.

»Det er stort. Det bliver mega fedt. Det er EM jo altid, uanset om man sidder og kigger med som seer eller er en del af det. Det bliver for mig som er fodboldvært ikke meget større. Det er ret specielt. Jeg glæder mig helt vildt,« sagde hun med et kæmpe smil til B.T. efter offentliggørelsen.

Signe Vadgaard og Cathrine Gjørtsvang Vadgaard blev gift i september 2018 på Fodboldfabrikken i København. Barnet bliver parrets første.