Superstjernen Kylian Mbappé er ikke helt tilfreds med sin situation i Paris Saint-Germain.
Og det er til trods for, at han har fået Gianluigi Donnarumma, Achraf Hakimi, Georginio Wijnaldum, Sergio Ramos og Lionel Messi som nye legekammerater den seneste tid.
Den 22-årige landsholdsspiller er blandt andet bekymret over, at Lionel Messi er ny mand i Paris. Kylian Mbappé frygter, at han vil stå bag argentineren og Neymar, når det kommer til stjernestatus i klubben.
Om det er derfor, han nu søger nye udfordringer, skal være usagt. Men angriberen vil i hvert fald væk.

Det skriver det spanske medie Marca, som har deres informationer fra tv-kanalen El Chiringuito.
Kylian Mbappé skulle nemlig have anmodet om et møde med Nasser al-Khelaifi, der er den administrerende direktør i hovedstadsklubben i Frankrig.
Her vil verdensmesteren fra 2018 overtale sin chef til at forhandle med Real Madrid om en transfer, som kan sende Kylian Mbappé fra Paris til Spanien.
Og det er på en eller anden måde forståeligt, at franskmanden vil videre. Han blev således mødt med buhråb lørdag eftermiddag, da han blev præsenteret inden kampen mellem PSG og Strasbourg.
Ifølge medierne skulle Real Madrid være parat til at betale i omegnen af 875 millioner danske kroner for Kylian Mbappé.
Superstjernens kontrakt med Paris Saint-Germain udløber til næste sommer.