På overfladen har der været fest i franske Paris Saint-Germain de seneste dage.
Klubben har været på alles læber efter den utrolige signing af Lionel Messi, men skraber man bare lidt i den ellers så flotte overfladelakering, ulmer det i kulissen i den franske klub.
For mens Messi fylder hele billedet udadtil, er der en aldeles prominent herre, der angiveligt surmuler uden for kameraerne og spotlyset.
Det er den franske superstjerne Kylian Mbappé.

Franskmandens fremtid har længe været præget af en masse spørgsmålstegn, da hans kontrakt med PSG udløber om et år, og den 22-årige målmaskine har stadig ikke forlænget aftalen.
Han har endda ikke ytret noget offentligt omkring, hvorvidt han ønsker at forlade hovedstadsklubben, men ifølge flere medier ønsker han ikke at fortsætte i Paris.
Italienske Gazzetta dello Sport melder endda, at Mbappé er langtfra tilfreds med Lionel Messis tilgang, selvom der på papiret kan etableres et dynamitangreb bestående af argentineren, Neymar og altså Mbappé.
Og nu er franskmanden netop »bekymret for«, at hans to holdkammerater kommer til at skygge for hans stjernestatus, skriver Gazzetta dello Sport.
Faktisk var Mbappé nærmest også den sidste af stjernerne til at lykønske Lionel Messi med tilgangen i Paris.
Torsdag – længe efter eksempelvis Neymar – lagde han endelig et billede op sammen med Lionel Messi og teksten 'Legend'. Men det faktum, at Kylian Mbappé ventede så længe med det, at det blev et samtaleemne, har været yderligere benzin på bålet i forhold til de tiltagende rygter om, at han vil væk.
Skal man tro Gazzetta dello Sport, melder Kylian Mbappé noget ud på mandag omkring sin fremtid.
Paris Saint-Germain håber selvfølgelig på at holde på den franske raket. Da Lionel Messi blev præsenteret onsdag, brugte klubbens præsident, Nasser al-Khelaifi, endda argentineren som lokkemad for at holde på Mbappé.

»Mbappé har sagt, at han vil spille på et konkurrencedygtigt hold, og nu er der ingen, der er det mere end PSG. Han har ingen undskyldning for noget som helst andet end at blive i klubben,« sagde Al-Khelaifi.
Kylian Mbappé kom til Paris Saint-Germain i 2017, hvor klubben betalte cirka 1,3 milliarder kroner for den dengang 18-årige knægt.
Hvis han ikke forlænger, kan han forlade klubben ganske gratis fra sommeren 2022.