FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, har siden coronakrisens start boet på hotel.

Hans bonusdatter har en livstruende lungesygdom, og hun vil ikke kunne tåle at blive smittet med virussen. Derfor er det for risikabelt, at Flemming Pedersen bor hjemme.

Men juleaften gør han en undtagelse – sådan da.

»Juleaften tager jeg hjem. Og så åbner vi døren, og så sidder jeg udenfor, mens min kone og bonusdatter sidder indenfor,« fortæller FCN-bossen i TV3 Sports studie mandag aften.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Så kan vi kigge hinanden i øjnene og smile til hinanden. Det er sådan, det kommer til at foregå. Vi har et par terrassevarmere, så vi skal nok kunne holde det ud i et par timer.«

»Sådan er det. Jeg glæder mig bare over, at vi overhovedet kan se hinanden.«

Flemming Pedersen har tidligere fortalt til B.T. om de udfordringer, hans lille familie er stødt på i forbindelse med coronavirussen.

»Jeg er med til at gøre alt – simpelthen alt. Det handler jo om overlevelse. Så kommer det i første række. Det er heller ikke værre end, at jeg ser min kone hver anden dag. Vi tager en gåtur med 2 meters afstand naturligvis og facetimer. Vi føler os alligevel tætte på hinanden.«