Historien er så mærkværdig, at man næsten ikke ved, hvor man skal begynde!

Nå, men vi prøver her: I en genbrugsbutik i det centrale London afleverede en kvinde to poser - tilbage i maj måned.

Og i den ene af poserne lå en gammel bibel. Umiddelbart ikke så opsigtsvækkende

Men da personalet i butikken for en uge siden bladrede i biblen, dukkede flere billeder op imellem siderne. Og nu bliver det spøjst!

For på det ene billede optrådte en mørkhåret kvinde sammen med den spanske Atletico Madrid-stjerne Diego Costa, der tidligere har spillet i Chelsea. De to ligger i en seng, og Diego Costa har bar overkrop.

Og på et andet billede ligger den samme kvinde igen i en seng - denne gang sammen med Manchester Citys brasilianske landsholdangriber Gabriel Jesus, der også er afklædt!

Hvad der foregår, hvem kvinden er, og hvordan billederne er havnet i biblen - det er stadig et mysterium.

»De grinede begge to og virkede utroligt afslappede i hendes selskab, mens de hviler på puder uden trøjer på,« siger en kilde til The Sun.

»Billeder er tilsyneladende taget på forskellige tidspunkter.«

Diego Costa er gift og har to børn. Gabriel Jesus gik for nyligt fra sin kæreste gennem flere år - modellen Fernanda Queiroz.