De danske håndboldkvinder leverede et miserabelt punktum på en ellers flot EM-turnering, da landsholdet overraskende tabte bronzekampen mod Kroatien med 19-25.

Og ærgelsen var stor - også ude ved tasterne på de sociale medier. Spørg bare herrelandsholdsstjernen Casper U. Mortensen.

I sin frustrationen over kvindernes fiasko røg han på Twitter:

»Så gider man åbenbart ikke vinde en medalje. Større chance kan man ikke få,« skrev OL-guldvinderen, der senere dog slettede sit tweet.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

For det faldt flere håndboldfans for brystet, at Barcelona-spilleren skrev sådan om sine kvindelige kollegaer.

Og over for TV 2 fortryder Casper U. Mortensen nu sit tweet.

»Jeg lod mig rive med i kampens hede. Det var et uhensigtsmæssigt opslag, som slet ikke var ment på den måde, som det måske fremstod. Det var ikke meningen, at nogen skulle blive forargede over det. For det handlede egentlig bare om, at jeg var ærgerlig over, at de ikke vandt de medaljer, som de fortjente,« siger fløjspilleren.

Sportschef i DHF, Morten Henriksen, synes heller ikke, at Casper U. Mortensen skal tweete om kritisk om kvindelandsholdet.

»Casper og jeg har talt sammen, og han fortalt mig, at han har følt sig misforstået. Det får mig ikke til at ændre min holdning om, at jeg synes, det var et uhensigtsmæssigt tweet, der ikke var gennemtænkt,« siger sportschefen til TV2.

Casper U. Mortensen er for tiden skadet - og er ikke udtaget til herrelandsholdets trup, der til januar skal kæmpe om VM-medaljer i Egypten.