Tv-billederne for to uger siden vakte opsigt. For mens resten af FCM-holdet kæmpede mod Brøndby, sad Evander og Sory Kaba og så sure ud på sidelinjen.

De jublede derudover ikke, da FC Midtjylland scorede det afgørende mål, og det fik stor kritik fra både seere og eksperter, men søndag mod FCK tog duoen revanche.

»Jeg skal vise noget i hver kamp. Sådan er det. Det var en stor fejl, og jeg har sagt undskyld til holdet. Vi ser frem nu. Vi er et godt hold, og alle er kommet videre.«

Sådan fortalte Evander til TV3 Sport om episoden, der blandt andet fik Morten Bruun til at spørge 'hvad fanden det var for noget' i en klumme for B.T.

De tre point mod FCK sendte dog FC Midtjylland tilbage på sejrssporet efter flere nederlag i træk, og det var noget, der behagede Evander, fortalte han.

»Det har været to hårde uger, hvor vi har tabt. Det var rart at vinde over FCK, få selvtillid og spille, som vi gerne vil.«

Evander var sammen med Sory Kaba blandt FC Midtjyllands bedste spillere på MCH Arena i kampen, som midtjyderne vandt med 4-0. Alle karaktererne kan ses her.

Det betyder, at de regerende mestre nu er seks point foran FCK, der blot har hentet 10 point i otte kampe.