Den store svindelsag er langt fra slut for Kevin Conboy.

Udover at sagen endnu ikke har været for retten, er det nu kommet frem, at Superliga-profilen er blevet meldt til politiet i sagen.

Det skriver Avisen Danmark.

»Jeg anmelder ham med det samme, jeg opdager svindlen,« siger Rasmus Dal, formand for andelsboligforeningen Rughøjen i Odense, som har meldt sagen til Fyns Politi.

Kevin Conboy er i centrum af en trist sag for tiden.
Kevin Conboy er i centrum af en trist sag for tiden. Henning Bagger

734.000 kroner var i efteråret sidste år blevet overført fra Rughøjens DKadministration-konto (fodboldspillerens selskab, der er gået konkurs, red.) til selskabets egen konto. Her tjekkede Rasmus Dal, hvem der stod anført som direktør. Det gjorde Superliga-profilen, og derfor røg politianmeldelsen hans vej.

Til B.T. fortæller Kevin Conboy, at han ikke havde set anmeldelsen, som Avisen Danmark har set dokumentation for, komme.

»Det kommer som en meget stor overraskelse for mig, at jeg er blevet politianmeldt. Anmeldelsen er et helt år gammel og er indgivet umiddelbart efter at min nu -eks-svoger blev afsløret i at have svindlet i DK Administration, og på et tidspunkt hvor selskabets kunder ikke var klar over sagens rette sammenhæng,« siger Randers-spilleren.

Hans tidligere svoger, Dion Brockdorff, har tidligere fortalt - og erkendt - at han stod bag svindlen i selskabet, og at Kevin Conboy intet vidste.

Da 31-årige Kevin Conboy i 2017 vendte hjem til dansk fodbold, havde han flere millioner kroner med sig fra sine år i hollandsk fodbold – de penge skulle lægge en solid bund for fremtiden.

Men det fundament er blevet smadret, efter han er blevet groft svindlet af Dion Brockdorff, har Randers-spilleren tidligere fortalt.

Conboy overlod i flere år driften af tre ejendomsselskaber og et ejendomsadministrationsselskab til ekssvogeren, og det viste sig altså at være en stor fejl.

I 2018 blev Dion Brockdorff erklæret konkurs, og uden at Conboy selv var klar over det, gjorde ekssvogeren ham til direktør i selskaberne. Og samtidig begyndte Brockdorff at hive penge ud af selskaberne til sig selv.

Randers' fans har gennem hele forløbet vist deres støtte til Conboy.
Randers' fans har gennem hele forløbet vist deres støtte til Conboy. Jens Nørgaard Larsen

I sagen om andelsboligforeningen fortæller Kevin Conboy, at det også er ekssvogeren, der står bag her, og sagen er blevet undersøgt i lang tid.

»Kurator i boet har efter et års undersøgelse af sagen fortsat ikke fundet anledning til at indlede sag om konkurskarantæne mod mig. Disse meget væsentlige oplysninger havde anmelderen ikke, da han for et år siden indgav politianmeldelsen mod mig,« fortæller Kevin Conboy.

Han fortæller, at han ser frem til, at politiet kommer til bund i sagen, og han er overbevist om, at det vil komme frem, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt. Han har sammen med sin advokat flere gange fulgt op på sagen.

»Både min advokat og jeg har gentagne gange i det seneste år forespurgt Fyns Politi, om jeg er blevet politianmeldt. Svaret var benægtende. Så sent som tirsdag i denne uge fik min advokat oplyst, at jeg ikke er opført som anmeldt hos politiet. Derimod er jeg opført som forurettet i politiets register, fordi jeg selv har politianmeldt min eks-svoger for svindel.«

Kevin Conboy har tidligere været en del af landsholdet.
Kevin Conboy har tidligere været en del af landsholdet. Jens Nørgaard Larsen

»Jeg er som bekendt selv tæt på personlig konkurs som følge af min ekssvogers bedragerier, der har kostet mig et millionbeløb,« siger Kevin Conboy.

»Når alt dette er sagt, så er jeg fortsat meget berørt over, at så mange af DK Administrations kunder helt uskyldigt har mistet mange penge på grund af min eks-svogers helt utilgivelige gerninger,« siger fodboldspilleren.

Selvom ekssvogeren har erkendt, at han står bag svindlen, kan sagen stadig få konsekvenser for Kevin Conboy. Erklæres han skyldig i de kommende konkurssager, kan han ende med at stå tilbage med en regning på op til 10 millioner kroner.

Kevin Conboy, der har to børn, var som følge af pengemangel nødsaget til at aflyse sit bryllup.