Det er formentlig svært at tørre smilet af Manchester United-stjernen Victor Lindelöfs ansigt i disse dage.
Søndag blev han og hans populære influencer-kone Maja Nilsson Lindelöf nemlig forældre for anden gang.
Parret har fået en lille dreng. Det meddelte de på Instagram.
Mandag havde Victor Lindelöf dog allerede sluttet sig til det svenske landshold igen, hvor han satte ord på familieforøgelsen.
Fødslen forløb ifølge den 27-årige forsvarsspiller som den skulle.
»Det gik godt. Vi tog på hospitalet, og Maja var igen en stjerne, der klarede alt. Det vigtigste er, at alle har det godt. Alle er sunde,« sagde han ifølge Aftonbladet.
Manchester United-stjernen og hustruen har begge lagt samme billede op på Instagram, men med forskellig tekst.
Victor Lindelöf har skrevet teksten 'Lillebror' til billedet af den nyfødte, mens Maja Nilsson Lindelöf skriver om sønnen, at han ligner sin far.
Parret har allerede sønnen Ted Louie, som blev født i 2019.
Maja Nilsson Lindelöf er flittigt fulgt af brugere på sociale medier og kan i skrivende stund bryste sig af 237.000 følgere på Instagram.
Hun har ved flere lejligheder trukket overskrifter med sjove opslag på sociale medier.
Victor Lindelöf har spillet for Manchester United siden 2017 og er anfører på det svenske landshold.



