Paul Pogba vil væk fra Manchester United.

Det slår hans agent, Mino Raiola, fast, og i et nyt interview langer han også ud efter Pogba-kritikerne.

For franskmanden har fået kritik for sin opførsel, men det forstår Raiola ikke noget af, fortæller han til TalkSport.

»Han har ikke gjort noget forkert. Han har opført sig med respekt og professionalisme på alle måder,« siger agenten, der understreger, at Manchester United længe har vidst, hvordan Paul Pogba har det.

Foto: ANDREW YATES
Vis mere

»Det er en skam, folk kun kritiserer, når de ikke har de rette informationer, og jeg er også ked af, at klubben ikke melder noget ud i forhold til det,« siger Mino Raiola.

26-årige Paul Pogba har fået kritik for at være så åben omkring, at han gerne vil væk fra Manchester United.

Det har fået flere til at sige, han burde have mere respekt for den engelske klub, og så sent som mandag var han i vælten igen på Twitter.

Men den kritik giver Mino Raiola altså ikke meget for, men han håber, der snart sker noget.

»Forhåbentlig kommer der snart en tilfredsstillende løsning for alle parter,« siger italieneren.

Paul Pogba er flere gange blevet kædet sammen med Real Madrid, som Zinedine Zidane skulle have et ønske om at bygge sin midtbane op omkring.

Pogba er dog, på trods af rygterne, med på Manchester Uniteds træningslejr i Australien. Han skiftede til den engelske klub i 2016, og det var i juni i år, han selv ytrede ønske om at prøve noget andet.

»Jeg tror, det kunne være et godt tidspunkt at prøve kræfter med en ny udfordring et andet sted,« sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Klubbens manager, Ole Gunnar Solskjær, fortæller dog, at der endnu ikke er kommet et bud på Paul Pogba. Han understreger dog, at der absolut ingen problemer er med franskmanden.

»Der er en agenda mod Paul. Han er virkelig, virkelig professionel. Der har aldrig været problemer, og han har et hjerte af guld,« siger nordmanden til BBC. Han understreger, at Pogba aldrig har sat sig selv over holdet, men at han heller ikke kan sidde og sige alt muligt om ham, da han har flere år tilbage af kontrakten med United.