Et solidt aftryk.

Det er, hvad Christian Eriksen efterlod i Tottenham, hvor det blev til 305 kampe, 69 mål og 90 målgivende afleveringer fordelt over mere end seks sæsoner.

Men det er ikke kun på banen, han har fået sig et flot eftermæle. Det er også i hjertet på den nuværende Tottenham-spiller Heung-Min Son, der storroser danskeren i et interview med TV3 Sport.

Du kan se klippet øverst i artiklen.

Christian Eriksen (tv.) og Heung-Min Son jubler sammen i Tottenham-trøjen.
Christian Eriksen (tv.) og Heung-Min Son jubler sammen i Tottenham-trøjen. Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

»Jeg savner Christian meget, han er en fantastisk spiller. Jeg kunne kigge på ham spille hele dagen,« fortæller Heung-Min Son.

»Jeg synes, at danskere burde være stolte over at have ham på jeres landshold. Jeg er så misundelig. Tænk, hvis han var fra Sydkorea. Det ville være fantastisk at spille for samme land.«

Son og Eriksen spillede begge i Tottenham fra sydkoreanerens tilgang i sommeren 2015 til danskerens afgang i januar 2020.

De var blandt andet begge en del af holdet, da Tottenham nåede Champions League-finalen under træner Mauricio Pochettino i 2019.

I år har der næppe stået Champions League på Tottenham-menuen. Til gengæld fik Son en ny dansk holdkammerat i sommer, da Pierre-Emile Højbjerg kom til klubben fra Southampton.

»De er begge fantastiske spillere,« siger Son om de to danskere, inden han sætter ord på sin nuværende holdkammerat.

»Han er en kæmper. Vi har brug for folk som ham. Pierre er utrolig. Jeg føler, at nogen har min ryg med ham på holdet, hvis nu jeg mister bolden,« siger Heung-Min Son.

I denne sæson har den 28-årige offensivspiller scoret 15 mål og lagt op til 9 i 32 Premier League-kampe.