Evertons målmand Jordan Pickford har hyret bodyguards, der skal passe på familien, i en tid, hvor han har modtaget dødstrusler.

Sidste søndag var der Meyserside Derby mellem Everton og Liverpool, og i en betændt affære kom Liverpools Virgil van Dijk galt afsted i en duel med netop Jordan Pickford.

En dødbold blev sparket ind i feltet, og her flæskede Pickford sin modstander i en voldsom tackling. Tacklingen udløste ingen sanktioner fra dommeren, da van Dijk blev dømt offside, men han måtte efterfølgende udgå med en skade.

Liverpools fans måtte holde vejret, mens de i det efterfølgende døgn afventede nyt om forsvarsklippen, der har været vital for Liverpools succes de seneste sæsoner. Scanningen viste, at han havde beskadiget ledbåndene i knæet, og at der derfor venter ham en længere pause med operation og genoptræning.

Jordan Pickfords voldsomme tackling, der skadede van Dijk.
Jordan Pickfords voldsomme tackling, der skadede van Dijk. Foto: PETER BYRNE
Vis mere

Det fik sindene i kog hos fansene, der sendte diverse trusler, herunder dødstrusler, til Jordan Pickford på sociale medier.

Everton og Liverpool er klods op ad hinanden, så der er en reel risiko for, at nogle af disse oprevede fans lægger handling bag ordene.

Det vurderer Pickford, der ikke tør tage nogen chancer, så han har nu hyret bodyguards, der  overvåger ejendommen døgnet rundt. Det skriver Daily Mail.

»Jordan har været chokeret af truslerne og skældsordene, som han har modtaget siden kampen. Han er fokuseret på at tage alle de fornødne midler i brug, for at sikre sin families sikkerhed,« har en kilde fortalt Sportsmail.

Han har hyret et specialiseret sikkerhedsfirma, og allerede i sidste uge var der flere bodyguards, der patruljerede rundt om ejendommen, hvor Jordan Pickford bor med sin kone og deres et-årige søn.

Sikkerhedsfirmaet har også rådet parret til at holde sig væk fra sociale medier den kommende tid, så folk ikke får færden af, hvor de opholder sig.

Politiet har meldt ud, at de undersøge truslerne rettet mod Pickford og holdkammeraten Richarlison, der også modtog trusler efter en tackling på Thiago.

Kampen endte 2-2, og rivalerne er nummer et og to i Premier League efter seks runder.