De er lykkelige. I hvert fald størstedelen af FC Barcelonas fans.

Ordene 'endelig vandt vi' bliver flittigt skrevet med store bogstaver på den spanske storklubs sociale medier, og der er ikke tale om en kamp på banen.

I stedet er det nyheden om, at Bartomeu og resten af bestyrelsen har trukket sig, der har fået tusindvis af fans til at gå amok i ren lykkerus.

Josep Bartomeu har i en lang periode været udsat for hård kritik, og sommerens transfer-krig mod Lionel Messi gjorde det bestemt ikke bedre. Det fik i september 20.000 medlemmer af Barcelona til at skrive under på, at både Bartomeu og bestyrelsen skulle væltes, og nyheden om at de nu er færdige i klubben, vækker nærmest ekstase hos mange fans:

  • 'Barcelona har de gladeste fans lige nu.'
  • 'Tak for intet og fuck dig!'
  • 'Mange års traumer er endelig forbi. Den bedste Real Madrid-præsident trækker sig'.
  • 'Sikke en dejlig dag. Endelig trækker Bartomeu, den værste præsident nogensinde, sig og det samme gør resten af den ubrulige bestyrelse. De har smadret klubben i alle de år, og nu hvor de er væk, kan vi rejse os igen.'
  • 'Det bedste tweet fra klubben i årevis.'
  • 'Jeg håber, han ved, hvor meget vi hader ham. Smut og vis aldrig dit ansigt her igen.'

Sådan lyder blot et uddrag af de tusindvis af reaktioner, efter nyheden kom tirsdag aften. Der er dog også nogle fans, der mener, at man skal huske at takke Josep Bartomeu for det, han har gjort i klubben.

Allerede inden sommerens drama med Lionel Messi - der medførte store protester fra en stor gruppe - var der fokus på Josep Bartomeu, der var upopulær hos den spanske storklubs fans.

Det skyldes dels de svigtende resultater men også den skrantende økonomi, og den store utilfredshed havde da også ført til en afstemning om et mistillidsvotum mod Bartomeu.

En afstemning, han dog nu undgår, da han selv har valgt at træde tilbage efter at have siddet på posten siden 2014.