Vi husker alle en vis sang, der opstod i forbindelse med VM i 2018.

Sangen slutter med, at 'Schmeichel er en mur'. De første to ord skal nok ikke gengives her.

Den danske landsholdsmålmand har igennem flere år været nærmest uovervindelig i det danske bur, hvor han har hevet den ene pragtredning frem efter den anden.

Danmark var endda uhyre tæt på slet ikke at lukke nogen mål ind i VM-kvalifikationen, men situationen i Schmeichels klub, Leicester, er en helt anden. Det skriver mediet The Athletic.

Kasper Schmeichel har langtfra sin bedste sæson.
Kasper Schmeichel har langtfra sin bedste sæson. GLYN KIRK

Kun tre mandskaber har lukket flere mål ind end Leicesters 27 i årets Premier League-sæson, og nu er skepsissen omkring den danske keeper så småt ved at blusse op.

Derfor spørger mediet sig selv, om træner Brendan Rodgers bør se bort fra danskeren, der er klubkoryfæ, anfører og har spillet 129 Premier League-kampe – i streg! – for Leicester.

Den 35-årige dansker har de seneste år været det ubestridte førstevalg i målet. Men det er ikke sikkert, det fortsætter. Blandt andet melder The Athletic om en fan, Brian, som har ringet til BBC Radio 5 Live-programmet 606 og udtalt, at han tror, at det er slut med Schmeichel i Leicester.

Han er langtfra den eneste utilfredse fan, og faktisk underbygges skepsissen af en del statistik, der peger på:

  1. at Leicester har et af rækkens dårligste forsvar

  2. at det ikke kun skyldes holdets forsvarsevner, men også Schmeichel

Leicester er eksempelvis det hold, der efter 15 spillerunder har det fjerdehøjeste antal expected goals mod sig – et tal, der dækker over, hvor mange mål Leicester burde have lukket ind ud fra antal chancer imod sig.

Tallet lyder på 23,81, men der er faktisk lukket 27 mål ind.

Andre tal viser, at Schmeichel kan forbedre sit spil med fødderne, men hvis man sammenligner to andre tal, bliver det ret påfaldende.

Aston Villa har lige scoret et mål på Kasper Schmeichel. Desværre er det langtfra uvant, at den danske keeper lukker mål ind i denne sæson.
Aston Villa har lige scoret et mål på Kasper Schmeichel. Desværre er det langtfra uvant, at den danske keeper lukker mål ind i denne sæson. JASON CAIRNDUFF

The Athletic har nemlig valgt at sammenligne antallet af expected goals conceded – altså hvor mange mål man statistisk set burde have lukket ind baseret på antal skud imod sig og kvaliteten af disse – og så det faktisk antal mål, man har lukket ind.

Ved at gøre det kan man isolere målmandens præstationer bedre end ved bare at se på antallet af expected goals – hvor man ikke tager højde for forsvarets evne til for eksempel af holde modstanderen fra skud.

Her tegner der sig langtfra et godt billede af danskeren.

Han har nemlig det dårligste forhold mellem disse to tal af alle målmænd i Premier League. Baseret på expected goals conceded burde Kasper Schmeichel have pillet bolden ud af nettet 20,3 gange.

I stedet har han lukket 27 mål ind.

Altså har Kasper Schmeichel ikke tallene med sig – og det bliver spændende at se, om hans rolle som førstemålmand i Leicester hænger i en tynd tråd.