Nicklas Bendtner er ikke længere ansigt udadtil for voksfirmaet IdHair.

Han fik mandag en fyreseddel, og den kunne han læse om i medierne, for det har ikke været muligt for det danske firma at få fat i den 30-årige Rosenborg-angriber dagen efter, det kom frem, at han er anklaget for at have slået en taxichauffør.

»Vi har ikke talt med ham. Han har ikke været mulig at få fat på. Vi har prøvet forskellige indgangsvinkler. Vi har ikke direkte kontakt til Nicklas Bendtner, men vi har talt med hans agent og andre, der har været med til at sætte aftalen op,« siger IdHairs direktør, Preben Munch, til B.T..

Nicklas Bendtner er ikke dømt for episoden, men alligevel vælger IdHair altså at rive kontrakten med Rosenborg-spilleren over.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Vi har tænkt over, at han ikke er dømt. Men det her har ene og alene med goodwill at gøre. Skaden er så at sige for-sket, når vi bruger ham som brand-ambassadør. Hans goodwill er stort set væk, og du kan i princippet sige, at det tenderer til badwill. Vi har kunder, der har ringet og spurgt, hvad vi ville gøre ved det, og de har fjernet vores produkter,« siger Preben Munch.

Bendtner er jo ikke dømt. Hvorfor venter I ikke, til I har fået hans forklaring?

»Vi kunne ikke vente længere. Vi tager skarpt afstand fra vold. Vi har brugt Nicklas Bendtner som et forbillede for unge piger og drenge, som spiller fodbold. Det kan vi ikke længere. Vi ved godt, at vi ikke bor i Nordkorea, men i Danmark, hvor man er uskyldig, indtil man er dømt. Men i vores tilfælde er goodwill bare vigtigt.«

Bendtners klub, Rosenborg, forventer, at Nicklas Bendtner møder til træning tirsdag.