Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, er maksimalt presset.

I de seneste to hjemmekampe på Old Trafford er det blevet til klare nederlag til først Liverpool og siden lørdagens afklapsning fra Manchester City, og selv om der indimellem de opgør kom en sejr over Tottenham i Premier League, erkender nordmanden, at den er gal som aldrig før i hans tid som manager i klubben.

»Jeg forstår kritikken, selvfølgelig. Vi har tabt to kampe mod Liverpool og City, og vi var ikke tæt på at vinde nogen af dem. Jeg er hverken døv eller blind, jeg har set, hvad der er sket,« siger Ole Gunnar Solskjær til TalkSport.

Samtidig slår han dog fast, at han mener at være den rette manager for United.

Solskjærs stjerne Ronaldo kunne ikke score mod City.
Solskjærs stjerne Ronaldo kunne ikke score mod City. ALBERTO LINGRIA

»Jeg kommunikerer ret godt med klubben. Det er meget ligetil og ærligt. Jeg arbejder for Manchester United, og jeg vil det bedste for Manchester United. Så længe jeg er her, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at forbedre os,« tilføjer Solskjær, der tror på, at næste opgør mod Watford kan få holdet tilbage på rette spor.

»Spillerne, staben, fansene, alle. Denne klub vil altid komme tilbage, og vi vil være klar mod Watford.«

»Mennesker er nemme, så det eneste, der hjælper en fodboldspiller til at få selvtilliden tilbage, er ved at spille godt. Hvis vi tager til Watford og vinder dér, kan det blive vendepunktet for os i denne sæson,« lyder det fra Uniteds manager.

Lidt endnu i hvert fald.