Ole Gunnar Solskjær afviser at være skyld i det træthedsbrud, som Manchester Uniteds Marcus Rashford har fået.

Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, afviser, at han er skyld i det træthedsbrud, som nu holder holdets topscorer, Marcus Rashford, ude i op til seks uger.

Det siger nordmanden til Skys Sports ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Jeg sætter aldrig mig selv foran holdet. Jeg sætter altid holdet og klubben foran alt andet, siger Solskjær.

Rashford pådrog sig skaden i FA Cup-kampen mod Wolverhampton for en uge siden.

Solskjærs afvisning kommer, efter at den tidligere Arsenal-spiller og nuværende fodboldekspert Ian Wright udtalte til BBC Sport, at Solskjær "tænkte på sig selv frem for spilleren", da han lod Rashford spille kampen.

Rashford havde angiveligt haft antydningerne af en rygskade i dagene op til kampen, og kampen skulle derfor have forværret skaden.

Solskjær bekræfter, at Rashford havde følt "mindre ubehag" i ryggen forud for kampen mod Wolverhampton. Men da angriberen havde haft det i flere uger, valgte klubben at foretage undersøgelser af den 22-årige engelske landsholdsspiller.

Rashford skal forud for kampen have fortalt Solskjær, at han havde det godt og kunne spille i en halv time, hvis det var nødvendigt for at sikre holdets avancement i FA Cuppen.

- Det viser bare, hvilken holdning Marcus har, siger Solskjær og påpeger, at Rashford trænede fuldt med uden smerter dagen før kampen.

På Twitter takker Marcus Rashford onsdag for de mange ønsker om hurtig bedring, som han har modtaget.

- Jeg vil være tilbage, før sæsonen slutter, så jeg forhåbentlig kan hjælpe mit hold i top-4, skriver angriberen på Twitter.

Marcus Rashford har scoret 14 mål for United i den igangværende Premier League-sæson.

/ritzau/