Det tog lang tid, før Ståle Solbakken fik sin familie til Danmark, men da det endelig skete, blev han kort efter fyret i FC København.

Nu er han ansat som ny landstræner i Norge, og selv om han har brugt mange af sine dage efter fyringen i Norge, bliver det fremover i Danmark, at den norske landstræner vil have sit officielle hjem.

»Det bliver lidt delt. Jeg kommer nok til at have adresse i København, hvor min kone og datter bor. Men så har jeg jo et dejligt hus i Hamar, og så kan jeg også være i Oslo. Jeg kommer til at være meget i Norge, men det kommer lidt an på aktiviteten her med kampe og sådan. Det er planen,« siger Ståle Solbakken på et pressemøde.

Ståle Solbakken fik konen, Anniken, og datteren, Ida, til Danmark, hvor de nu har slået sig ned for alvor. Så selv om jobbet i FC København ikke længere tilhører Ståle Solbakken, har familien altså fundet sig så godt til rette i Danmark, at man også bliver boende her fremover.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Imens kan Ståle Solbakken så, når tiden igen tillader det, rejse rundt i Europa og se sine norske landsholdsspillere i aktion, mens han også kan følge med i Danmark og i Superligaen, hvor der også løber nogle norske landsholdsemner rundt.

Måske kan den nye norske landstræner endda få brug for sit indgående kendskab til dansk fodbold allerede tidligt i sit nye job. Mandag trækkes der nemlig lod til VM-kvalifikationen, og her kan Norge og Danmark ende i gruppe sammen.

»Jeg kunne godt tænke mig at møde Danmark. Det ville være en sjov kamp. Danmark har et af de bedste landshold, de længe har haft. Så det havde været en fin udfordring. Det har jeg ikke noget imod,« siger Solbakken.

Han bliver norsk landstræner i de kommende fire år, efter han er gået arbejdsløs siden fyringen i FC København. Tilbuddet fra Norge var et af tre, der havde en reel tiltrækning på Solbakken, fortalte han selv på pressemødet. Og da det nærmede sig en afklaring, tog han også en snak med familien om det. Også sønnen Markus, der er ungdomslandsholdsspiller i Norge.

»Jeg har snakket med min kone. Men jeg drager ikke mine børn med ind i de her ting, før jeg føler, at det kommer rigtig tæt på. Og så er Markus jo en lidt distræt type, så det kan godt ske, at han ikke har fået alt med sig af det, jeg har sagt til ham. Og så kan det jo ske, at han synes, at han er en så tilpas god fodboldspiller, at han om to-tre år skal ind på det hold her, og der vil han ikke have sin far som træner, så det kan jo være, at han har prøvet at skubbe det lidt,« siger Solbakken med et smil på læben.