Ståle Solbakken er ny norsk landstræner. Og det kostede fluks hans bror en vigtig titel.

For mens den nu tidligere FC København-manager blev præsenteret på et stort videopressemøde, og norske medier bankede godt og grundigt til den nyhed, som de har ventet på ad flere omgange, fik Ståle Solbakkens bror Espen Solbakken en lidt kedelig besked.

»Først fik han skældud for ikke at have sørget for, at vi var først ude med nyheden. Så blev han sat af som reportageleder for landsholdet. Vi har et arbejde i forhold til at bygge ham op igen,« siger Vegard Jansen Hagen, der er sportsredaktør på norsk TV 2, til Dagbladet.

Det er med et smil, at TV 2-redaktøren sender stikpiller til Espen Solbakken, for han har været glad for sin nøglemedarbejder. Men det gik ikke for norsk TV 2 at have en mand i spidsen for landsholdsdækningen, som samtidig var i familie med landstræneren.

Foto: Geir Olsen
Vis mere

Espen Solbakken har ellers været glad for sin titel. Og han stopper ikke på norsk TV 2.

»Jeg frasiger mig alt, som har med landsholdet at gøre. Det er nyhedschef på sporten, som er min titel. Landsholdet har på mange måder været et sideprojekt,« siger Espen Solbakken.

Han glæder sig til at se sin bror som landstræner, og han afslører, at han da også vidste det lidt før alle andre. Nu træder han så tilbage i sin egen rolle, da Ståle Solbakken skal være landstræner. Men han gør det med glæde.

»Jeg er helt sikker på, at Ståle Solbakken kommer til at puste liv i det her. Det tilsiger al erfaring – ikke mindst når ild kommer efter vand. Når en så udfarende trænertype som Solbakken efterfølger en ekstremt rolig svensker, tror jeg, at det kommer til at give opsving,« siger Espen Solbakken om sin bror.