En ugeløn på over otte millioner kroner.
Så meget kan Real Madrids uønskede stjerne Gareth Bale se frem til at tjene, hvis rygterne om et skifte til kinesisk fodbold ender ud i en kontrakt.
Den walisiske landsholdsspiller har hele sommeren været genstand for en masse skriverier, og hans tid i Real Madrid kan meget vel være talt.
I sidste uge gjorde Real Madrid-træner Zinedine Zidane det lysende klart for alle, at han ønsker et hold uden Bale, og det startede en lavine af endnu flere historier, for i Bales lejr er man selvsagt slet ikke enig.

Spillerens agent kaldte sågar Zidanes udtalelser for 'usselt'.
Samme Jonathan Barnett understregede også, at Bale sagtens kunne blive og forholde sig til den lange kontrakt, han endnu har med den spanske storklub.
Nu synes et skifte alligevel at komme på plads.
BBC skriver, at spilleren er på vej til et skifte til Jiangsu Suning på en treårig kontrakt.