Det er Gareth Bales egen beslutning, hvis han forlader Real Madrid.

Så klar er beskeden fra waliserens agent, Jonathan Barnett, der bestemt ikke er tilfreds med de udtalelser, som Zinedine Zidane er kommet med om Gareth Bale.

Efter Real Madrids træningskamp i går mod Bayern München fortalte Zidane, at han meget gerne vil af med Bale, og at det ville være bedst, hvis det allerede kunne falde på plads i morgen.

»Det er usselt, at Zidane taler sådan om en spiller, der har gjort så meget for klubben,« siger Jonathan Barnett til ESPN FC.

Zidane vil meget gerne af med Gareth Bale.
Zidane vil meget gerne af med Gareth Bale. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Gareth Bale har stadig tre år tilbage af sin kontrakt hos Real Madrid, og hans agent har tidligere luftet tanken om, at Bale kunne blive, selv om Zidane ikke vil bruge ham.

Det tyder dog alligevel på, at waliseren er på vej videre, men kun hvis Bale selv vil, fortæller hans agent.

»Hvis Gareth forlader Real Madrid, så bliver det, fordi det er i Gareth Bales bedste interesse, og ikke fordi Zidane presser på,« siger Jonathan Barnett.

Det skulle være mærkeligt, hvis det sidste ord er sagt i denne sag.