Han stod til at blive verdens bedst betalte fodboldspiller, men Real Madrid ville det anderledes.

Bedst som man troede, det hele ville løse sig for Gareth Bale, blev endnu et kapitel tilføjet til en af sommerens mest omtalte transfersagaer.

Den 30-årige walisiske stjernespiller var landet i Kina, og meldingerne fra engelske medier gik på, at han blot var formaliteter fra at sikre sig en monsterkontrakt i klubben Jiangsu Suning.

Få timer efter billedet af Gareth Bales ankomst til Kina blev lækket, ændrede hele historien sig, da BBC kunne meddele, at Real Madrid havde afbrudt handlen.

Dermed snyder Real Madrid Gareth Bale fra at blive verdens bedst betalte fodboldspiller. Ifølge flere engelske medier ville Jiangsu Suning nemlig tilbyde Gareth Bale ugeløn på ca. otte millioner danske kroner, hvilket er mere, end hvad både både Cristiano Ronaldo og Lionel Messi angiveligt tjener.

Real Madrids modstand mod skiftet kommer som en overraskelse for mange, efter Zinedine Zidane tidligere på sommeren har meddelt, at det vil »være bedst for alle parter«, at Gareth Bale skiftede klub.

Gareth Bales agent, Jonathan Barnett, har tidligere kritiseret Zinedine Zidanes måde at behandle Bale på med ordene:

»Zidane er en skændsel - han er respektløs over for en spiller, der har gjort så meget for Real Madrid.«