'Money, money, money' lyder teksten på ABBAs storhit i 1976.

Sangen kan de lige så godt begynde at sætte på højttalerne inde på direktionsgangene i de danske Superliga-klubber. For det har i sandhed været et vildt og rekordfyldt dansk transfervindue, hvor en hulens masse millioner er strømmet ind over den danske grænse, imens talenter er fløjet afsted mod det store udland i håb om at udfylde drømme.

Et talent, som håber på at potentialet kan udfolde sig udenlands, er den nu tidligere FC Nordsjælland-spiller Kamaldeen Sulemana, der smadrede transferrekorden i Superligaen. Ghaneresen blev solgt for 150 millioner kroner til franske Stade Rennes. Til trods for at være et uset højt beløb for en Superliga-spiller fortæller Mikkel Hemmersam, der er sportslig ansvarlig i FCN, at klubben ikke er helt oppe at ringe over prisen.

»Vi kan ikke tillade os at være utilfredse, men det, vi alle har tænkt i forløbet, er, at vi har med en spiller at gøre, der potentielt kan spille på allerhøjeste niveau. Derfor var det en pris, vi som minimum skulle have,« siger Mikkel Hemmersam.

Ifølge Hemmersam er der flere parametre, der skal gå op i en højere enhed, før vi får lignende beløb at se i Superligaen, som det lykkes med ved salget af 19-årige Kamaldeen.

Kamaldeen Sulemana i den hvide trøje for sin nye klub, Stade Rennes FC.
Kamaldeen Sulemana i den hvide trøje for sin nye klub, Stade Rennes FC. Foto: FRED TANNEAU
Vis mere

»Vi havde at gøre med en spiller med ekstraordinære spidskompetencer, som de selv på højeste niveau fandt interessant. Normalt snakker man om, at spillerne skal kunne klare sig i top-5-ligaer, men her snakker vi om top-10-15-klubber i Europa. De store klubber er på jagt efter talenter mellem 17 og 20 år, og når klubberne byder hinanden op til dans og afgiver bud, får prisen et nøk op,« siger Hemmersam.

Men det er ikke kun et stort talent og stor interesse for en spiller, der kan få prisen helt op på et trecifret millionbeløb.

»Klubberne kan se spillere som Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus, der lykkes rigtig flot i Europa. Det viser, at vores talentudvikling har nået et rigtig højt niveau. Vores arbejde bliver anerkendt og respekteret, derfor er klubberne villige til at betale. Det hjælper på prisen.«

I sidste sæson deltog FC Midtjylland i Champions League-gruppespillet. Det viser omverdenen, at Superligaen har et godt niveau, og klubberne kan dermed mere præcist sikre kvaliteten af talenterne i Superligaen, fortæller Hemmersam.

F.C. Midtjylland i Champions League sidste sæson.
F.C. Midtjylland i Champions League sidste sæson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er ikke kun i FC Nordsjælland, der har været fart på transfers. Generelt har klubberne i Superligaen solgt flere spillere, end vi er vant til at se, for store summer.

Og hvis man tager et kig rundt i Norden, er der ikke lige så meget tryk på speederen. Superligaen er simpelthen ved at køre fra de bedste ligaer i Norge og Sverige, Eliteserien og Allsvenskan. I hvert fald når man kigger på transfersiden. Senest blev det helt store talent i svensk fodbold Ísak Bergmann Jóhannesson solgt for i omegnen af 22-30 millioner kroner til FC København. En pris, som de i Sverige mener burde have været markant højere.

»Det er helt naturligt. Jo højere niveau ligaen er, jo mere vil en profil i den enkelte liga koste. Den danske liga vurderes bare højere end den svenske og norske. Det gør, at svenske og norske spillere vil kigge mod Danmark, men det er lidt mere nuanceret end som så, fordi hver spillercase er individuel,« siger Hemmersam.

Kamaldeen Sulemana er som sagt langtfra det eneste talent, der har forladt ligaen for en høj pris. Her kan du se en liste over de største salg i dette transfervindue:

Daramy skiftede også i dette transfervindue. Omtrent 90 millioner kostede han for Ajax Amsterdam.
Daramy skiftede også i dette transfervindue. Omtrent 90 millioner kostede han for Ajax Amsterdam. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Kamaldeen Sulemana, fra FCN til Rennes, 150 millioner kroner.

Mohamed Daramy, fra FCK til Ajax, 90 millioner kroner.

Frank Onyeka, fra FCM til Brentford, 75 millioner.

Victor Nelsson, fra FCK til Galatasaray, 60 millioner.

Anders Dreyer, fra FCM til Rubin Kazan, 55 millioner.

Jesper Lindstrøm, fra Brøndby til Frankfurt, 52 millioner.

Wahid Faghir, fra Vejle til Stuttgart, 40-50 millioner.