Det er ikke kun i Danmark, at sagen om den skandaleombruste fup-fodboldspiller Bernio Verhagen har vakt mediernes interesse.

Også det store udland har fået øjnene op for historien om hollænderen, der af B.T. blev afsløret i at fuppe sig til ophold i flere klubber - senest danske Viborg FF - ved hjælp af en falsk agent, og som senere blev varetægtsfængslet i Viborg for et brutalt overfald på sin chilenske veninde. DET KAN DU SE I VIDEOEN ØVERST

Eksempelvis har det store britiske nyhedsbureau Reuters nu skrevet om sagen.

Reuters holder historien ud i strakt arm og bruger overskriften 'Dansk klub mistænker beskidt spil i sag om mulig fake fodboldspiller'.

Også det store franske fodboldmedie France Football har opdaget historien om 25-årige Bernio Verhagen. Franskmændene får et 'WTF' med i rubrikken.

Tyske 11Freunde er også fascineret af Verhagen og hans løgne. De kalder deres historie for 'Fodboldspilleren, der slet ikke var'.

Transfermarkt vil også være med. Og her er B.T.'s Farzam Abolhosseini citeret i rubrikken - 'Spøgelset Verhagen snød fire klubber - 'Jeg ringede, og ingen havde nogensinde hørt om ham''

Cape Town FC er også et af Verhagens ofre - og derfor er sydafrikanske KickOff også på sagen.

Bernio Verhagen nåede også at lave rav i den chilenske klub Audax Italiano - og den store chilenske avis La Tercera skriver følger også begivenhederne i Danmark tæt.

25-årige Bernio Verhagen blev placeret i Viborg af agenten Mo Sinouh fra det store firma Stellar Group, der havde lovet Viborg en indgang til et unikt netværk og et hurtigt salg af Verhagen. Men problemet var bare, at det var en falsk Mo Sinouh, som Viborg havde talt med - og Verhagen kunne slet ikke spille fodbold.

Efter dage med flere B.T.-afsløringer erkendte Viborg, at man var blevet taget ved næsen, og 1. divisionsklubben fyrede hollænderen.

Samme aften overfaldt han sin chilenske veninde i en kiosk i Viborg og blev efterfølgende anholdt. Onsdag blev han idømt fire ugers varetægtsfængsling.

B.T. har efterfølgende talt med flere danske kvinder, der også har været i kløerne på Bernio Verhagen.