I Viborg drømte de om at få adgang til et lukket drømmeland - en stor agentvirksomhed, der kunne skaffe gode spillere til klubben i fremtiden. Men de fik i stedet et mareridt ved navn Bernio Verhagen.

Og ligesom Verhagens fortid er særdeles mystisk, breder der sig også en tyk tåge, når snakken falder på, hvem der sørgede for at få hollænderen placeret i den danske 1. division. Hvilket agentnetværk, der skulle åbne døren for en perlerække af profiler.

Hverken Viborg eller Verhagen ønsker at bidrage til opklaringen.

»Det må du spørge Viborg om, for de har underskrevet en aftale om ikke at tale om navnet i medierne,« siger Verhagen til B.T. Sport.

Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF.
Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF. Foto: Viborg FF's hjemmeside
Vis mere

Den hollandske fodboldspiller - hvis det ord giver mening i denne forbindelse - Bernio Verhagen har haft et par turbulente uger, efter at han i starten af november blev præsenteret som Viborg FF's seneste forstærkning.

Den 25-årige kantspiller blev først anklaget og siden anmeldt af sin chilenske kæreste, der hævder, at han har udøvet vold mod hende og har holdt hende indespærret på et hotelværelse i Viborg.

Og meget tyder på, at Verhagens dage i domkirkebyen snart er talte, efter at B.T. fredag morgen kunne løfte sløret for, at Verhagens klub-cv er præget af stor mystik, at han ikke har spillet én eneste professionel fodboldkamp, og at flere af spillerens tidligere klubber nægter al kendskab til ham.

Det lugter i hvert fald af et farvel i klubbens pressemeddelelse fredag eftermiddag, hvor det oplyses, at 'der arbejdes på en løsning for fremtiden med Bernio Verhagen'.

Men der er fortsat masser af ubesvarede spørgsmål i sagen. For hvem er bagmanden, der har sørget for, at en 25-årig amatørspiller på otte måneder er blevet shoppet rundt til klubber i Europa, Sydamerika og Afrika? Og har sørget for, at han nu er havnet i ellers velfungerende Viborg FF?

Sportschef i Viborg FF, Jesper Fredberg, sidder formentlig med nogle af svarene. Men han har de seneste dage ikke svaret på B.T.'s opkald, men i fredags sagde han til avisen:

»Vi har hentet ham gennem et netværk. Det er for at pleje det netværk, at vi har taget ham ind. Så vi får mulighed for at tiltrække andre spillere.«

Viborg FF har over for B.T. ikke ønsket at uddybe, hvad og hvem dette netværk består af. Og mystikken tager i det hele taget til, når man prøver at opspore hollænderens agent - hvilket man i normale tilfælde kan opklare via få muse-klik.

Foto: Instagram: Bernio Verhagen
Vis mere

John Comitis - formand for Verhagens sydafrikanske eksklub, Cape Town City FC - oplyser til B.T., at man i sin tid forhandlede med en hollandsk agent - kun kendt som 'Mo' - fra det store internationale agentfirma Stellar Group.

Avisen har fået tilsendt flere numre på Mo, men ingen af dem er længere i brug. Og selv er Bernio Verhagen vag, når snakken falder på den mystiske agent.

Hedder ham, der fik dig til Cape Town, 'Mo'?

»Nej,« siger Bernio Verhagen.

Det har Cape Town fortalt os. At det var Mo fra Stellar Group…

»Nej, Dimitri fik mig til Cape Town. Her samarbejdede han med nogle andre agenter. Jeg arbejder ikke sammen med Dimitri længere.«

Hvilket agentfirma er Dimitri fra?

»Han har sit eget firma. Jeg spørger ham, hvad hans firma hedder. Jeg kender ikke navnet. Han har base i Moskva.«

Hvad er hans efternavn?

»Jeg sender hans kontaktoplysninger. Han er faktisk fra Moldova. Tiraspol er hans fødeby. Han har arbejdet i klubben i mange år inden da som pressemedarbejder.«

Cape Town fortalte os, at de kom i kontakt med dig via en fyr, der hedder Mo. Kender du ikke ham overhovedet?

»Jo, jeg kender ham. Men det var via Dimitri, at jeg kom i kontakt med de her folk. Jeg arbejder sammen med andre agenter nu.«

Foto: Instagram: Bernio Verhagen
Vis mere

Bernio Verhagen har forklaret til B.T., at han i første omgang blev opdaget af den russiske agent Dimitri under en amatørturnering i Holland.

Men han vil ikke fortælle, hvilken agent han arbejder sammen med nu. Ja, han hævder som tidligere nævnt, at Viborg skulle have underskrevet en aftale med den pågældende agent om, at hans navn ikke må nævnes.

Den oplysning ville avisen gerne have forholdt både sportschef Jesper Fredberg og direktør Morten Jensen, men Morten Jensen fortæller, at man ikke ønsker at bidrage yderligere til sagen, samt at de vil melde ud, når der er nyt i sagen.

B.T. følger sagen.