»Han stank i anden halvleg.«

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær var med fra start, da AC Milan var foran 2-0, men endte med at tabe 2-4 til lokalrivalerne Inter. Og nu får han en hård medfart for sin præstation.

For på trods af fuld spilletid i en så stor kamp som Milano-derbyet, så var det ikke en imponerende præstation af Simon Kjær.

Hos det velrespekterede italienske sportsmedie La Gazzetta dello Sport får landsholdsanføreren således den dårligste karakter af alle spillerne på banen – 5 ud af 10.

Kun Inters målmand, Daniele Padelli, får en lige så lav karakter som danskeren.

Mediet roser godt nok Simon Kjær for første halvleg, men så er der heller ikke meget mere at råbe hurra for.

Artiklen starter endda også med et par hårde ord til danskeren: 'Candreva kæmpede, Padelli var dårlig, og Kjær stank i anden halvleg.'

I bedømmelsen bliver der specielt lagt vægt på to situationer i anden halvleg, der begge førte til mål.

Foto: MATTEO BAZZI
Vis mere

Først havde Simon Kjær muligheden for at afværge bolden ved målet til 2-2, men her røg bolden mellem benene på den danske stjerne.

I de sidste minutter af opgøret pressede AC Milan på for at få udligningen i hus, men så gik det galt.

Et simpelt indlæg endte nemlig med at få Simon Kjær til at se skidt ud, da Romelu Lukaku fuldstændig uhindret kunne stige til vejrs og gøre det til 2-4, mens Kjær lignede en mand, der gerne ville have haft et frispark.

Det fik han ikke, og i stedet kunne Inter-spillerne gå amok over, at de havde besejret ærkerivalerne.

Christian Eriksen havde en noget bedre aften end sin landsholdskollega Simon Kjær.
Christian Eriksen havde en noget bedre aften end sin landsholdskollega Simon Kjær. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Bedre gik det for Christian Eriksen, der på trods af kun 19 minutter på banen ender med en karakter på 7 ud af 10.

Han gjorde sig særlig bemærket med et frispark langt udefra. Desværre for den danske stjerne var træværket i vejen for, hvad der kunne have været et drømmemål.

Med sejren indtager Inter nu førstepladsen i Serie A, hvor de har samme antal point som Juventus, men med en bedre målscore.

AC Milan befinder sig derimod helt nede på 10.-pladsen.