‘Jeg prøvede på at være sjov. Nu er jeg blevet meldt til politiet og min kontrakt er blevet revet over.’

Sådan lyder det i en statement fra Gary Martin. En engelsk angriber, der i 2019 blev topscorer i islandsk fodbold og indtil for nylig tørnede ud for IBV Vestmannaeyjar på vulkanøen.

Men nu er han fortid i klubben, efter han tog et billede af sin nøgne holdkammerat. Det skriver det islandske medie DV.

I omklædningsrummet fejrede Gary Martin en sejr med holdkammeraterne over Reynir Sandgerdi. Imens kom en holdkammerat ud af badet, hvor englænderen valgte at tage et billede via Snapchat af den nøgne holdkammerat, og delte det i en lukket gruppe med IBV-spillere.

Gary Martin er blevet fyret fra sin islandske klub IBV, da han delte et nøgenbillede af en holdkammerat. Foto: IBV
Gary Martin er blevet fyret fra sin islandske klub IBV, da han delte et nøgenbillede af en holdkammerat. Foto: IBV
Vis mere

Gary Martin har i sin statement selv meldt, at han sendte billedet af sin nøgne holdkammerat i gruppen.

'Vi er 15-20 spillere, som er med i et lukket chatrum, hvor vi sender snapchats, fotos og beskeder til hinanden. Jeg er selv ofte blevet udsat for små drillerier, og det har jeg ikke taget så tungt. I sidste uge tog jeg et billede inde i omklædningsrummet af en spiller, som lige var kommet ud af bruseren, og det billede delte jeg med en kommentar, som var ment i sjov,' lyder det fra Gary Martin.

Han forsøgte gentagende gange at sige undskyld til sin holdkammerat, der ikke ville have noget at gøre med englænderen efter delingen af nøgenbilledet.

'Mange syntes, det var sjovt, men det gjorde spilleren på billedet ikke selv. Han meldte mig til politiet og klagede til klubben, som har reageret ved at fyre mig. Jeg har mange gange rakt ud til spilleren, men han vil ikke mødes med mig. Jeg har sendt ham en besked, hvor jeg undskylder for at have såret ham, men den har han ikke svaret på. Jeg er også taget ud til hans bopæl, men han vil ikke tale med mig.'

Den nu fyrede angriber er godt klar over, at handlingen har såret holdkammeraten, men han understreger, at det ikke var første gang, at sådanne ting foregik i den lukkede gruppe.

Han pointerer, at han selv var udsat for noget lignende.

'Det er ikke det første nøgenbillede i vores chatrum. Der var eksempelvis et billede af mig, som jeg ikke kommenterede på. Det vil mange kunne bekræfte. Men jeg respekterer spillerens følelser, og det var aldrig min mening at såre ham. Jeg prøvede blot at være morsom.'

Gary Martin, der kom til islandsk fodbold i 2010, fortæller, at han nu på grund af titlen som arbejdsløs, har måtte sige sin lejlighed op og skal forlade den om få dage.