Det endte grimt mellem Michael Laudrup og Johan Cruyff, da den elegante dansker spillede for den hollandske supertræner i FC Barcelona.

Men et par år senere pegede Cruyff netop på Laudrup, da der skulle findes en afløser for cheftræner Frank Rijkaard i 2008.

Det fortæller Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, i B.T. Sports fodboldpodcast 'Transfervinduet', hvor han fortæller om Laudrups hårde brud med FC Barcelona – og skiftet til ærkerivalerne fra Real Madrid. (LYT NEDERST I ARTIKLEN)

Men alt det var glemt, da Barcelona i 2008 skulle finde en ny cheftræner - hvor der dog i sidste ende blev peget på Pep Guardiola.

Foto: ALBERT OLIVE
Vis mere

»Før Johan (Cruyff, red.) døde, havde de et stærkt forhold. Johan sagde endda til Laporta (FC Barcelona-præsident Joan Laporta, red.), at han skulle tage Michael ind som afløser for Guardiola,« fortæller Bayram Tutumlu.

I flere år var der dog iskold stemning mellem Laudrup og hans hollandske mentor.

»Michael udviklede et dårligt forhold til Johan Cruyff, der så sig sur på Laudrup og ikke engang ville hilse på ham.«

»Så jeg gik til Real Madrids præsident, Ramon Mendoza. Han skulle på valg, og han kunne kun vinde, hvis han tog en af Barcelonas vigtigste spillere til Real Madrid. Og Barcelonas bedste spiller var Michael Laudrup.«

Fodboldspiller, Michael Laudrup spiller for Barcelona.
Fodboldspiller, Michael Laudrup spiller for Barcelona. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Med Real Madrids interesse i baglommen tog Bayram Tutumlu tilbage til FC Barcelonas præsident, Josep Núñez. Og her stillede agenten et ultimatum til Barca-bossen.

»Jeg sagde: 'Lad mig være helt ærlig, Michael har taget en beslutning – det er ham eller Johan'.«

Og selvom Josep Núñez var særdeles glad for Michael Laudrup, kunne han ikke fyre sin succestræner. Så Michael Laudrup blev solgt til Real Madrid.

Og efter at Barcelona fire år i træk havde taget det spanske mesterskab med Michael Laudrup som nøglespiller, fik danskerens skifte tippet magtbalancen over til kongeklubben fra hovedstaden. Real Madrid blev mestre – blandt andet ved at besejre Barcelona med 5-0 undervejs. Året forinden havde Barca vundet 5-0 over Madrid.