Tavs og med blikket fasttømret mod jorden.

Sådan forlod Nicklas Bendtner det pressemøde, der blev holdt i Trondheim tirsdag eftermiddag med ham som hovedperson.

For efter en tur i byen lørdag aften blev den danske angriber anmeldt for vold mod en taxichauffør. En hændelse, som han tirsdag talte om for første gang til pressen.

»Som I har kunnet læse i medierne de seneste par dage, har jeg rigtig nok været involveret i en yderst uheldig og også for mig stærkt ubehagelig episode omkring klokken 2 natten til søndag. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den skulle udvikle sig, som den gjorde, og jeg er selvsagt ekstremt ked af, at udfaldet blev så uheldigt, som det blev,« indledte han.

Nicklas Bendtner på tirsdagens pressemøde om voldssagen. Vis mere

Derudover sendte han en undskyldning til Rosenborg og den norske klubs fans.

»Jeg beklager, at jeg ikke undgik at havne i situationen – også selv om jeg forinden havde forsøgt at søge væk fra den. Det har fra starten af været en glæde at spille for Rosenborgs suveræne og trofaste publikum, og jeg har sat en ære i at gøre dem stolte af mig og af holdet. Jeg tager ikke spor let på det tilbageskridt, som denne triste hændelse betyder,« lød det fra Nicklas Bendtner.

Han læste sin udtalelse op på pressemødet, og efterfølgende havde han ikke flere kommentarer, men henviste i stedet til sin advokat.

Nicklas Bendtner svarede heller ikke på spørgsmål, og da pressemødet var slut, blev han lynhurtigt eskorteret ned til sin bil.

Nicklas Bendtner ankommer til tirsdagens pressemøde. Vis mere

Som det ser ud lige nu, får Nicklas Bendtner lov til at blive i Rosenborg. Ved en eventuel dom vil den norske klub vurdere sagen igen.

Tidligere har hans kæreste, Philine Roepstorff, fortalt, at Nicklas Bendtner handlede i selvforsvar, fordi taxichaufføren opførte sig truende.

Tove Moe Dyrhaug, der er daglig leder i Rosenborg, ville dog ikke kommentere på, om klubben har fået samme forklaring fra angriberen.

Hun understregede derudover, at de i klubben stoler på Nicklas Bendtners ord, og at de vil fortsætte dialogen og indgå i en proces, der skal sikre, at noget lignende ikke sker igen.

Se også