Nicklas Bendtner trådte tirsdag eftermiddag frem foran den norske og danske presse.

Her beklagede Rosenborg-stjernen, at han er havnet i en situation, hvor han nu står med en sigtelse for overfald på en københavnsk taxa-chauffør.

B.T. har været i kontakt med Nicklas Bendtners advokat, Anders Nemeth, der endnu ikke har meget at tilføje til den danske angribers beklagelse.

»Min klient nægter sig skyldig, men derudover har jeg på dette tidspunkt ingen kommentarer til sagen,« siger Anders Nemeth.

Foto: Pedersen, Terje
Vis mere

Endnu er det uvist, om sigtelsen fører til et anklageskrift fra Københavns Politi. Dette skal der i voldssager tages stilling til inden for 30 dage.

Taxachaufføren brækkede sin kæbe i forbindelse med episoden, der fandt sted natten til søndag.

Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, har i et Instagram-opslag forklaret, at den 30-årige danske angriber handlede i selvforsvar, da parret var ved at blive overfaldet af taxachaufføren. Bendtner selv bekræftede på pressemødet i Trondheim, at der var en uheldig episode - men at han blot forsøgte at beskytte sig selv og sin kæreste.

»Jeg er ikke en voldsmand, men jeg beskytter dem, jeg har kær,« udtalte en tydeligt brødbetynget Nicklas Bendtner ved Rosenborgs træningsanlæg.