Nicklas Bendtner har endelig taget bladet for munden efter den sag om et slag mod en taxichauffør, som B.T. allerede kunne fortælle om søndag.

Og den danske Rosenborg-angriber beklager, at han blev involveret, men vil heller ikke kendes som en voldsmand.

»De folk, jeg har delt omklædningsrum med, ved godt, at jeg ikke er og aldrig har været en voldsmand. Men jeg beskytter dem, jeg har kær,« siger Nicklas Bendtner på et pressemøde.

Nicklas Bendtner havde valgt at skrive sin beklagelse ned på et papir og læse op fra denne, men han ønskede ikke at udtale sig konkret om selve episoden natten til søndag, da der kommer en sag.

Nicklas Bendtner på pressemødet.
Nicklas Bendtner på pressemødet. Foto: Pedersen, Terje
Vis mere

»Som I har kunnet læse i medierne, har jeg rigtignok været involveret i en yderst uheldig episode. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den skulle udvikle sig, som den gjorde.«

»Jeg tager ikke spor let på denne triste sag. Og jeg vil gerne undskylde over for klubben og fansene,« siger Nicklas Bendtner.

Den 30-årige danske angriber ønskede heller ikke at svare på spørgsmål på pressemødet i norske Trondheim. Derfor fik man altså ikke hans version af sagen, som ifølge Dantaxi kostede deres chauffør en brækket kæbe. Men mandag kom Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, med sin udlægning af, hvad der var sket.

Nicklas Bendtner valgte i stedet at beklage over for sine holdkammerater og fans af Rosenborg.

Nicklas Bendtner i aktion for Rosenborg.
Nicklas Bendtner i aktion for Rosenborg. Foto: OLE MARTIN WOLD
Vis mere

»Der er nogle, jeg gerne vil beklage over for. Nogle, der altid har behandlet mig med respekt. Jeg beklager over for Rosenborgs fans. Over for mine kære holdkammerater vil jeg også gerne beklage, at det her skal stjæle fokus,« siger Nicklas Bendtner, der også lover én ting.

»Jeg vil naturligvis tage endnu større forbehold i fremtiden.«

Foruden Nicklas Bendtner var Rosenborgs direktør, Tove Moe Dyrhaug, til stede på pressemødet. Hun fortalte flere gange, at Nicklas Bendtner har beklaget.

Og hun kunne også fortælle, at der fra Rosenborgs side ikke vil falde en bøde til den danske angriber, da det ikke er lovligt i Norge.