'Går Manchester United videre i dag, får jeg tatoveret Solskjærs ansigt i et rat. Ingen chance, det sker ikke.'

Sådan lød det fra Dagbladets oddsekspert, Tor Henrik Stensland, inden Manchester Uniteds returkamp mod PSG i Champions League i et opslag på Twitter.

Men som bekendt leverede den engelske klub overraskelsen og sikrede sig avancement i den døende minutter af kampen. Og så må man jo holde, hvad man lover.

Det har 25-årige Tor Henrik Stensland da også gjort, og på sin Twitter-profil viser han nu resultatet frem. Det kan ses i bunden af artiklen.

'Ole har styringen. Inden udekampen mod PSG skrev jeg, at gik Manchester United videre, ville jeg få Solskjærs ansigt i et rat. Jeg er en mand, der holder mit ord. Jeg gik 'all in'. Her er resultatet', skriver Stensland og viser et billede frem af sin nye kropsudsmykning.

Overfor TV 2 Norge understreger Tor Henrik Stensland, at han ikke er typen, der bakker ud med sådan noget.

Men han indrømmer da, at han bestemt ikke havde regnet med at skulle have Ole Gunnar Solskjær foreviget på sin hud.

»Jeg troede, det var helt umuligt. At få en fodboldtatovering var absolut ikke noget, jeg ville. Jeg er ikke i nærheden af at være sådan en fyr,« siger han. Tor Henrik Stensland husker tilbage på aftenen, hvor han sad og så kampen.

Manchester United tabte hjemme med 0-2, og det så unægteligt svært ud inden returkampen i Paris.

Men den vandt Ole Gunnar Solskjærs mandskab med 3-1, og dermed gik de videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

»Først blev jeg glad, for jeg holder jo med denne klub. Så går der 15 sekunder, og så ser jeg beskederne begynder at vælte ind på min telefon. Der går det op for mig, jeg skal have tatoveret Solskjær på kroppen,« siger Tor Henrik Stensland.

Efter at have slået PSG ud, ventede FC Barcelona for Manchester United i Champions League, og her måtte Ole Gunnar Solskjærs mandskab dog se sig slået, da det spanske mandskab vandt 4-0 samlet.