21-årige Marcus Rashford har næppe stået med så meget pres på sig selv før, som på stadionet Le Parc des Princes i Paris.

I tillægstiden mod Paris Saint-Germain skulle han sparke straffespark, som blev dømt gennem VAR.

Og han scorede.

»Det handlede om at holde hovedet koldt. Det er sådan en situation, man træner hver eneste dag (...) Ventetiden inden var det sværeste, men det er de øjeblikke, man venter på,« sagde Marcus Rashford om sit afgørende straffespark til det engelske medie BT Sport.

Kampen endte 3-1 til Manchester United. Det resultat var akkurat nok, da Paris Saint-Germain vandt det omvendte opgør i Manchester 2-0.

United vandt dermed på reglen om udebanemål.

Manchester United måtte til kampen se bort fra hele ni spillere, som var enten skadede eller havde karantæne, men de formåede alligevel at avancere fra ottendedelsfinalen. Blandt andre var Paul Pogba karantæneramt, og han er klubbens sædvanlige straffesparksskytte.

Manager Ole Gunnar Solskjær fortsætter dermed sin succesfulde start i Manchester United.