Han er tilbage.
Efter fem dage i selvisolation kom dagen, som de fleste i og omkring Manchester United har ventet på. Tirsdag satte Cristiano Ronaldo nemlig for første gang sine fødder på træningsanlægget i Carrington, efter han i sidste uge gennemførte sit skifte til Premier League-klubben.
Det oplyser Manchester United på sin hjemmeside.
På billeder kan man se, at den 36-årige portugisiske verdensstjerne blandt andet mødte hans tidligere holdkammerat og nye chef, Ole Gunnar Solskjær, inden han efterfølgende gennemførte sin første træning med sine nye holdkammerater.
Det sker forud for klubbens næste opgør mod Newcastle, hvor mange fans håber at se Cristiano Ronaldo tilbage i den røde trøje. En trøje, han senest bar tilbage i maj 2009, da United tabte Champions League-finalen mod FC Barcelona.
Superstjernen var for nylig i aktion for det portugisiske landshold, hvor han med to sene scoringer sikrede en 2-1-sejr over Irland.
De to mål gjorde ham til den mest scorende mandlige landsholdsspiller nogensinde, og Ronaldo er dermed nu oppe på 111 internationale mål, hvilket er to mere end iranske Ali Daei, der var den tidligere indehaver af rekorden.
I sin jubelscene valgte Cristiano Ronaldo at smide trøjen, og det efterfølgende gule kort betød, at han er i karantæne tirsdagens VM-kvalifikationskamp, hvor Portugal møder Aserbajdsjan.
I stedet var han tirsdag på træningsbanen, og ifølge Daily Mirror foregik det i højt humør. Portugiseren havde konstant et smil på læben, mens hans legede med bolden og hilse på både nye og gamle ansigter.
Nu er det store spørgsmål så bare, om Ronaldo er med fra start på lørdag, når Newcastle kommer på besøg på Old Trafford.

