Hvis du holder med Manchester United, er du sikkert meget tilfreds med situationen i øjeblikket.
Det skyldes naturligvis et sindssygt transfervindue, hvor Jadon Sancho, Raphaël Varane og Cristiano Ronaldo er hentet til klubben.
Men det er – ikke overraskende – sidstnævnte, der har fået den største opmærksomhed efter sit skifte – og så har han ligeledes solgt trøjer i bunkevis.
Manchester United solgte således Cristiano Ronaldo-trøjer for cirka 283 millioner danske kroner i de første 12 timer, efter det var blevet annonceret, at portugiseren får trøjenummer 7, som han også havde, sidst han var i klubben.

Det skriver Metro.
Dermed tog det bare nogle timer med superstjernen i truppen, inden den engelske storklub havde haft det bedste døgn med trøjesalg nogensinde. Ja, det tog faktisk blot en time, før rekorden for 24 timer var slået.
En trøje med Cristiano Ronaldo på ryggen er heller ikke helt billig. Den koster således omkring 1.175 danske kroner, hvis du køber den gennem Manchester Uniteds officielle fanshop.
Hele fodboldverdenen venter på at se portugiseren vende tilbage til Old Trafford og Premier League, og det kan meget vel ske lørdag eftermiddag, når Manchester United tager mod Newcastle klokken 16.


