De sidder storsmilende ved et frokostbord. En tidligere fodboldspiller, en legende og en dansk model. Billedet har da også fået enormt meget opmærksomhed.

'Mig: min elskede, vi skal spise frokost med paven,' skriver den tidligere fodboldspiller Patrice Evra.

Han er manden, der har delt billedet, hvor han sidder dels med sin forlovede, den danske model Margeaux Alexandra, og parrets søn Lilas, men i midten sidder der en helt særlig mand.

'Margaux: Sejt, vi skal til Italien. Mig: Nej, han bor i Manchester,' joker Evra om manden, de skulle mødes med, for der er tale om ingen ringere end den tidligere Manchester United-manager Sir Alex Ferguson.

Billedet, der er taget efter en velgørenhedskamp i England, har i skrivende stund fået over 600.000 'likes' og knap 4.000 kommentarer, hvilket er langt mere, end hvad der normalt tikker ind på et opslag hos Patrice Evra.

Både David de Gea og Eric Cantona er blandt dem, der har reageret, og mange skriver, at de bare er 'helt vilde' med billedet.

Også Margaux Alexandra, som Evra er forlovet med, har delt billedet. Hun kalder det 'en stor ære' at sidde med Sir Alex Ferguson, som har 'formet både fodbolden og hendes mand'. Også hos hende er det væltet ind med langt flere likes end normalt.

Hvad der blev talt om under frokosten, melder historien ikke noget om, men måske de to fodboldpersonligheder lige har givet hinanden en highfive. For de var med til at overtale Cristiano Ronaldo til at skifte fra Juventus til Manchester United.

Den portugisiske fodboldstjerne har selv fortalt, hvor meget Sir Alex Ferguson har betydet for ham, og da han skiftede, sagde han da også, at skiftet var dedikeret til den tidligere manager.

»Der er blevet skrevet historie før, og der vil blive skrevet historie igen! I har mit ord! Jeg er her! Jeg er tilbage, hvor jeg hører til! Lad os få det til at ske igen! P.s. Sir Alex, denne her er til dig,« lød det fra verdensstjernen, der altså inden skiftet også hørte fra sin tidligere holdkammerat.

Evra delte den 27. august et screenshot fra nogle beskeder på WhatsApp, han havde fået fra netop Ronaldo, som her fortalte, at han ville vende tilbage til 'deres klub'. Beskeder, der blev sendt, nogle timer inden skiftet blev offentliggjort.

'Min bror. Alt er godt, det går godt, hvad med dig,' skrev Ronaldo til Evra, der svarede med en talebesked.

Til den svarede Ronaldo: 'Du er manden. Jeg skal spille for vores klub,' hvortil Evra kvitterede med en række emojis, der græder af grin.

Den i dag 40-årige Patrice Evra spillede for Manchester United fra 2006 til 2014, mens Ronaldo var i klubben første gang fra 2003 til 2009, inden han skiftede til Real Madrid og siden Juventus.