En mand fra Odense havde sig formentlig end ret god søndag.

Han havde nemlig satset 150 kroner på, at den danske golfspiller Nicolai Højgaard ville triumfere ved Italian Open i Rom, og da det skete, var der jackpot.

Der var nemlig ikke mange, der havde regnet med, at den blot 20-årige Nicolai Højgaard kunne gå hele vejen, og derfor gav det også et odds på hele 400 for en dansk triumf.

Det skete som bekendt, og dermed kunne manden fra Odense juble over 60.000 kroner lige ned i lommen. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg skal ikke kunne sige, at det aldrig er sket før, men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har haft odds 400 på en golfspiller, og at det er gået hjem,« siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter i Danske Spil og har været det i 23 år.

»Men det er også første gang, at et brødrepar vinder på European Tour inden for en uge.«

Nicolai Højgaard vandt dermed sin første sejr på European Tour blot en uge efter, at hans tvillingebror Rasmus Højgaard triumferede i Schweiz.

Også to andre personer kan se frem til lidt ekstra på lommen efter søndagens sensation.

En person fra Lemvig satsede 100 kr. og vandt 40.000 kr., mens den sidste vinder kommer fra København og vandt 6.000 kr.

Med sejren i Italian Open følger 3,7 millioner kroner til Nicolai Højgaard og en garanti for at være med på European Tour de næste to år.