Sommeren 2020 har vist sig at være et antiklimaks af de helt store for sportselskere verden over.
Netop i disse dage burde København være fodboldcentrum sammen med 11 andre værtsbyer under EM-slutrunden.
Som bekendt er den rykket til næste år, men nu kan danske fodboldfans allerede begynde at slikke sig om munden, for datoerne for Danmarks EM-kampe er nu bekræftet.
Det skriver Herrelandsholdet blandt andet på Facebook.
Danmark skal selvfølgelig fortsat møde Finland, Belgien og Rusland, og det er også i den rækkefølge, at Danmark skal møde sine tre gruppemodstandere.
Datoerne ser sådan her ud:
Danmark-Finland spilles 12. juni 2021 klokken 18.00.
Danmark-Belgien spilles 17. juni 2021 klokken 18.00
Danmark-Rusland spilles 21. juni 2021 klokken 21.00.
Landsholdet har været ganske heldigt i lodtrækningen, og det betyder, at Danmark skal spille alle sine tre gruppekampe på hjemmebane i Parken i København.
Det bliver til gengæld ikke under Åge Hareide, hvis kontrakt udløb her til sommer. Kasper Hjulmand er manden, der skal føre Danmark så langt som muligt ved slutrunden.